»Glenthøj havde ikke travlt med at fortælle om sine egne politiske ønsker. Han gav plads til andre,« siger Simon Aggesen blandt andet om sin forgænger. Foto: Martin Sørensen

Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Borgmesteren og de syv påstande

INTERVIEW. Torsdag var det præcis en måned siden Simon Aggesen (K) blev indsat som Frederiksbergs 16. borgmester. Vi tog en snak med Aggesen på månedsdagen – i øvrigt få timer inden han blev far for anden gang – og lod borgmesteren forholde sig til syv påstande fremsat af Frederiksberg Bladets journalist, Bo Børresen.

1. Du har fulgt Jørgen Glenthøj tæt fra sidelinjen. Alligevel er der et par ting ved borgmesterhvervet, der er kommet bag på dig.

»Ja, det er der. Det er kommet bag på mig, hvor mange, der har lyst til at dele deres historier med mig. Jeg oplever, at der er mange mennesker, som ønsker at dele deres historier med mig, netop fordi jeg er blevet borgmester. Som borgmester får man altså en direkte adgang til andre mennesker, som danner det helt unikke grundlag for at gøre en forskel for andre mennesker.

At være borgmester er en fuldtidsbeskæftigelse – og mere til. Det tager mere af min tid end fuldtidsstillingen som advokat og formandsskabet for kultur- og fritidsudvalget tog tilsammen. Alligevel går der ikke en dag, uden at jeg glæder mig over det store privilegium det er at være borgmester.«

 

2. Jørgen Glenthøj blev fra tid til anden beskyldt for mest at vise sig, når der skulle klippes snore og uddeles roser. Det bliver anderledes med dig som borgmester.

»Der er mange som desværre ikke i tilstrækkelig grad har forstået den måde, Jørgen Glenthøj agerede på som borgmester. Glenthøj havde ikke travlt med at fortælle om sine egne politiske ønsker. Han gav plads til andre. For ham var det vigtigste at facilitere nogle brede, solide beslutninger på tværs af Kommunalbestyrelsens partier – og det var nemmere ved ikke at melde for klart ud, hvor han selv stod. Det har jeg kæmpe respekt for.

Jeg er dog på ingen måde bange for at være synlig og markere mine politiske holdninger. Men det må ikke stå i vejen for muligheden for at nå til brede politiske beslutninger. Det brede samarbejde er helt afgørende for mig og vores borgere.«

 

3. Din fortid som formand for kultur- og fritidsudvalget gør, at du uvægerligt vil have lidt ekstra fokus på kulturen og idrætten på Frederiksberg.

»Jeg har en stor interesse for kultur og idræt. De er vigtige for fællesskabet og sammenhængskraften i et samfund som vores. Når det er sagt, så vil emner, som jeg ikke har haft et naturligt fokus på tidligere i livet, kræve ekstra meget af min opmærksomhed. Netop af den årsag. Det er klart, at vi alle bliver præget af det sted i livet, vi er. Og jeg er en ung familiefar. Men jeg er meget bevist om at sikre, at jeg bliver borgmester for hele byen. Og det kræver en evne og vilje til at lytte – særligt til de områder, man ikke har det største kendskab til.«

 

4. Du hverken kan eller vil gå yderligere ind i sagen om Den Sønderjyske Bys salg til den amerikanske investeringsfond Blackstone.

»Nej, Frederiksberg Kommune er blevet det, der kaldes procestilvarslet, idet lejerne har lagt sag an mod Frederiksberg Boligfond. Derfor er min mulighed for at udtale mig blevet yderligere begrænset. Jeg går ellers meget ind for åbenhed og forstår godt, at lejerne er både frustrerede og utrygge.«

 

5. Du er 33 år yngre end Jørgen Glenthøj. Med dig ved roret sidder borgmester-slipset lidt løsere.

»Ja, det er rigtigt – også bogstavelig talt. På vej ind til mit første egentlige kommunalbestyrelsesmøde som borgmester spurgte Glenthøj mig, om jeg havde tænkt mig at gå ind til mødet uden slips på. Hvis jeg gjorde det, ville det være første gang nogensinde, at en borgmester på Frederiksberg kom uden slips. Det blev det så. Jeg syntes såmænd, jeg var pænt klædt på – også uden slips.

Men ja, slipset kommer til at sidde løst, for det er afgørende for mig at være i øjenhøjde med borgerne.«

 

6. Du kan ikke lade være med at spekulere på, at du kan gå hen og blive den første konservative borgmester på Frederiksberg, der må afgive borgmesterkæden til en ikke-konservativ.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er noget, jeg reflekterer over. Jeg er opmærksom på, at det er en risiko, men jeg vil bruge alle mine vågne timer, og gøre alt hvad jeg kan for, at Frederiksberg fortsat har 105.000 grundlæggende glade og tilfredse borgere. Er borgerne glade, ja så er udgangspunktet for at beholde borgmesterposten alt andet lige god.«

 

7. Du synes, der en smule koldt på toppen, og at borgmesterkæden tynger.

»Nej, jeg synes, der er rigtig meget hjertevarme. Jeg har den første måned kun oplevet positive kommentarer og imødekommende mennesker – også fra folk som ikke nødvendigvis deler mine politiske holdninger. Selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor jeg vil opleve kampe, men så bruger jeg alle de positive indtryk, som den første måned som borgmester har givet mig.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Tættere på selvkørende og miljøvenlige busser i København

Øresund-orkester spiller Mozart