in ,

Like 👍

Anker Jørgensens Plads: Politiet bød på kaffe og dialog

NÆRPOLITIET. Beboere og brugere af Anker Jørgensens Plads troppede op, da nærbetjente fra Københavns Politi bød på kaffe og snak om de udfordringer, der er på pladsen.

PÅ ANKER JØRGENSENS PLADS: Meget har efterhånden været sagt og skrevet om de tidligere brugere af Mozarts Plads, der med metrobyggeriets komme har slået sig ned på Anker Jørgensens Plads. En indflytning, mange af de omkringboende naboer er stærkt utilfredse med.

Og i sidste uge meldte Københavns Politi sig også ind i debatten. Godt nok er det ikke ulovligt for de såkaldte ’øldrikkere’ at opholde sig på Anker Jørgensens Plads, men deres tilstedeværelse skaber utryghed i kvarteret omkring, og derfor er den centrale plads ud til Borgbjergsvej også blevet et særligt fokusområde for Københavns Politi.

Den gode lokale dialog

Dialog er som bekendt en god problemløser, og tirsdag eftermiddag i sidste uge, rykkede Københavns Politi ud på Anker Jørgensens Plads med en pavillon og en kande kaffe i håbet om at få området i tale.

Et initiativ, som området var med på. Både beboere og brugere af pladsen gav sig tid til at tale med de fremmødte nærbetjente, der fik mange positive tilkendegivelser og gode snakke med de lokale borgere.

Flere af de nærbetjente, som deltog i arrangementet er en del af Din Betjent-ordningen. Det er en ordning, hvor man som borger kan komme i direkte kontakt med sine lokale betjente. Hvis man går ind på Dinbetjent.dk kan man finde et telefonnummer på nærbetjentene i ens nærområde.

Alle borgere er velkomne til at ringe, hvis de oplever problemer med tryghed eller har en anden bekymring, de gerne vil vende.

Både folk og fæ var til stede på Anker Jørgensens Plads tirsdag eftermiddag i sidste uge, hvor nærbetjente fra Københavns Politi bød på en kop kaffe og en snak om de udfordringer, beboerne oplever, brugerne af pladsen skaber. Fotos: Martin Sørensen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

En lige højre gennem 120 år

Afdelingsleder i legendarisk modstandsgruppe er død