Børnene på vej gennem Københavns Rådhus med en anderledes gave til teknik- og miljøborgmesteren - 16 kg cigaretskod. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Skolebørn har samlet 16 kg cigaretskod

ANSVARLIGHED. 2.a og 2.b fra Sankt Annæ Skole har siden slutningen af august i fjor samlet 16 kilo cigaretskod i deres nærområde. I dag tog de til Københavns Rådhus for at overrække den top-ulækre gave til teknik- og miljøborgmesteren.

RÅDHUSPLADSEN: Der er skraldestafet ved Københavns Rådhus. 50 børn fra 2.a og 2.b fra Sankt Annæ Skole har indtaget dagens frokost på trappen op til rådhuset, og nu løber de om kap med madpapiret hen til skraldespandene et stykke derfra.

Måske føles den direkte vej til skraldespanden særligt naturlig for netop disse børn. Sammen med deres lærere og pædagoger har de nemlig siden august i fjor samlet cigaretskod på gader og pladser i deres nærområde som en del af faget Livsduelighed.

Læs også: Skolebørn på skodopgave

Den pædagogiske tanke bag har været at lære børnene om social ansvarlighed, at tænke på miljøet og at man sammen kan gøre en forskel.

Resultatet er en gennemsigtig skraldesæk propfuld med ulækre cigaretskod. 16 kilo er det blevet til – i omegnen af 5.300 skod. Og dem skal Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester have.

»Vi har samlet ind cirka en gang om måneden, to lektioner i hver klasse, og så har vi gemt cigaretskoddene i et skur. På en meget regnfuld januardag gad vi ikke samle skod, og så skrev børnene breve til borgmesteren i stedet,« fortæller pædagog Sine Bengtsson, der er en af initiativtagerne til skodindsamlingen.

»Vi har vænnet os til det«

Marie og Sixten fra 2.a synes egentlig ikke, at det har været en ulækker opgave at samle skod – iført havehandsker, forstås.

»Vi har på en måde vænnet os til det, fordi vi har gjort det så mange gange,« siger Marie.

»Vi kan godt lide det, vi gør. Fordi vi kan se, at der flere steder ligger færre skod, end da vi begyndte,« siger Sixten.

»Det er også fordi, at verden bliver til et bedre sted,« synes Marie.

»Så det ikke bliver én stor losseplads,« siger Sixten.

»Indfør pant på skod«

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) er sygemeldt, så Niels E. Bjerrum (S) er som næstformand for teknik- og miljøudvalget stand-in for hende og tager imod børnene i udvalgets mødelokale.

»I skal have rigtig mange tak for, at I har samlet alt det her. Når vi har folk ude og samle skrald ind, så er det sådan, at hver gang de samler 100 ting op, så er 86 af dem cigaretskod. Der har I hjulpet os rigtig meget med jeres indsamling,« siger Niels E. Bjerrum.

Børnene læser nogle af deres breve op for politikeren og kommer med en stribe forslag til, hvad man kan gøre for at slippe for de mange cigaretskod på gaden:

»Indfør pant på skod.« »Sæt nogle flere skraldespande op.« Eller som en pige foreslår: »Kan rygerne ikke bare lægge skoddet tilbage ned i cigaretpakken, når de er færdige med at ryge?«

De to skoleklasser fortsætter med at samle skod indtil sommerferien i et forsøg på at komme i Guiness Rekordbog.

Bagefter er det meningen, at de vil forære de indsamlede skod til kunstner Bodil Fosgaard, der laver kunstværker med netop cigaretskod.

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Tænk naturen og lystfiskerne ind i nybyggeriet i Nordhavn

Tænksom torsdag: Kom med ind i sindets dunkle kroge