Arkivfoto: Gitte Willumsen

Sur 😠 Like 👍

Tænk naturen og lystfiskerne ind i nybyggeriet i Nordhavn

Af Erik Hamre

Lystfisker på Østerbrogade

Langt ude på Nordhavn, forbi den gamle fiskerihavn og ud ad den lange krydstogtkaj, helt derude hvor mågerne vender, ligger Oceankaj, en 2 km lang grus mole med direkte udsigt til Øresund. En gang lå der tung industri der læssede gift og kviksølv i havnen. I dag er de væk, nu er der kun krydstogtskibene tilbage – og så lystfiskerne.

Herude er vandet nemlig dybt og koldt og så er der fin sandbund. Optimale forhold for fladfisk som skrubbe og rødspætte. Det er et af de eneste steder i København, hvor lystfiskere, store som små, danske og udenlandske, kan fange disse glimrende spisefisk til panden. Er det ikke ret cool alligevel? Hvor mange andre storbyer i verden er vandkvaliteten og forholdene sådan, at man kan fange aftensmaden lige udenfor hoveddøren? Det burde vel være noget der passede godt ind i byens grønne image. Men sådan skal det åbenbart ikke fortsætte med at være.

Fremtiden for Oceankaj byder på krydstogt skibe og kemisk affald?

Den nuværende mole på Oceankaj (se billedet) bruges til krydstogtskibe kan lægge til. Det er så meningen at den nuværende grus mole også skal konverteres til krydstogtkaj. Men dertil skal det resterende del af det indvundne land så bruges til en ny containerterminal, der blandt andet skal kunne håndtere farligt og miljøskadeligt gods:

Containerterminalen ønsker at håndtere containere med farligt gods, projektet er derfor også omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, pkt. 6 c, der omfatter anlæg til oplagring af olie samt petrokemiske og kemiske produkter.

Kilde: Miljøstyrelsen

Hvad “farligt gods” helt præcis dækker over, skal jeg ikke kunne sige, men næppe noget der er godt for vandkvalitet eller miljøet som helhed.

Hvor skal fisk og lystfiskere svømme hen?Oceankaj er i dag et populært fiskested for lystfiskere i København og omegn (læs mere på Oceankaj.dk). Her kan unge som gamle, danskere og udlændinge, mødes over en fælles glæde ved fiskeriet og den skønne udsigt over Øresund. Det dybe vand med den fine sandbund gør stedet helt unikt, hvis lige ikke findes nogen steder i nærheden af København. Det er det eneste kystnære sted i København, hvor fladfisk har gode muligheder for at yngle.

Med en containerterminal der skal håndtere farligt gods, vil der næppe blive plads til lystfiskere, da sikkerheden så skal være helt i top.

Jeg vil gerne opfordre Københavns grønne politikere fra alle partier, at de tænker sig grundigt om før et så unikt sted som Oceankaj omdannes til tung industri igen. Stedet var for få årtier siden et møgbeskidt og forurenet område, der læssede kviksølv i havnen. Nu er Oceankaj et unikt habitat for fisk og lystfiskere. Skal vi ikke beholde det sådan? I det mindste må det være muligt at afsætte et område af kajen til at lystfiskere også fremover kan vinke til krydstogtturister.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Borgmester graver ud til digital motorvej

Skolebørn har samlet 16 kg cigaretskod