Allan S. Andersen styrer gravemaskinen. Foto: TDC.

Borgmester graver ud til digital motorvej

FIBERNET: Tårnbys borgmester Allan S. Andersen måtte en tur bag gravemaskinen for at sætte gang i TDCs fiberudrulning , hvor 700 husstande i første omgang kan se frem til en lynhurtig internetforbindelse.
TÅRNBY: Med en sikker hånd på gravemaskinens håndtag satte Tårnbys borgmester Allan S. Andersen sidste mandag gang i TDCs fiberudrulning i Tårnby kommune, hvor 700 husstande i første omgang kan se frem til en lynhurtig fremtidssikret internetforbindelse.

Der gik kun et øjeblik fra han satte sig ind i den lille entreprenørmaskine til den første bunke jord lå på fortovsfliserne. For selvom det var første gang Allan S. Andersen sad bag håndtagene i en gravemaskine på larvefødder, så fik han med fire-fem skovlfulde jord i sikker stil taget hul på etableringen af fremtidens internetforbindelser til borgerne i Tårnby.

Vi er ikke i mål, men på vej

Et tiltag, der ifølge borgmesteren rummer spændende perspektiver.

»Den digitale infrastruktur i vores moderne samfund spiller en afgørende og vigtig rolle. Både borgere og virksomheder er afhængige af, at vi hele tiden har fokus på udvikling af hurtige og stabile netforbindelser. Der er ingen tvivl om, at fremtiden vil stille endnu højere krav til denne type infrastruktur, så det gælder om at være på forkant. Udrulning af fibernet er i den forbindelse et vigtigt skridt, som mange vil få glæde af. Der er stadig områder i vores kommune, der endnu ikke har optimale forbindelser, så vi er ikke i mål – men godt på vej,« siger Allan S. Andersen i en pressemeddelelse.

Der er stadig områder i vores kommune, der endnu ikke har optimale forbindelser, så vi er ikke i mål – men godt på vej.

Arrangementet var henlagt til krydset mellem Dueoddevej og Finnedalsvej i Tårnby og i den skarpe forårssol kunne de fremmødte borgere nyde en kop kaffe fra kaffevognen, mens de så deres borgmester prøve kræfter med den professionelle gravemaskine.

Mere fiber på vej

For TDC var det første gang, at det 136 år gamle teleselskab rullede fibernet ud i stor skala, og med opstarten af gravearbejdet i Tårnby forsætter TDC med at sætte handling bag strategien om at sikre hele Danmark de bedste digitale forbindelser.

Det betyder konkret for de 700 husstande der nu får tilbud om gratis tilslutning til fibernettet, at de fremover vil kunne surfe på internettet med op til 1000Mbit pr. sekund, hvis de vælger en udbyder, der tilbyder dette.

Du kan tjekke, om din adresse er omfattet af tilbuddet om gratis tilslutning til fibernettet på tdcfiber.dk, hvor du også kan læse mere om TDC’s fiberudrulning i Tårnby og de øvrige dele af Danmark.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Nyfortolket og forfinet mormormad

Tænk naturen og lystfiskerne ind i nybyggeriet i Nordhavn