Martin Henriksen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau.Scanpix

Hummelgaard afviser Martin Henriksens kritik

AMAGER HOSPITAL. Socaldemokraten Peter Hummelgaard fører skræmmekampagne på Facebook under overskriften ‘Bevar Amager Hospital’, men der er ingen, der vil lukke Amager Hospital, siger Dansk Folkepartis Martin Henriksen. Peter Hummelgaard afviser kritikken.

AF JAN JEPPESEN

»Jeg kan berolige eventuelt bekymrede læsere med, at der ikke er nogen, der vil lukke Amager Hospital,« siger folketingsmedlem Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

Han er fortørnet over, at socialdemokraten Peter Hummelgaard fører kampagne på Facebook under overskriften ‘Bevar Amager Hospital’.

»Hummelgaard spreder utryghed og bekymring blandt brugerne af Amager Hospital for, at onde kræfter ønsker det lukket. Det er helt galt. Ja, det ville faktisk være komisk, hvis det ikke var så alvorligt et emne. Hummelgaard burde holde sig for god til den slags billige tricks for at få opmærksomhed. Man skal ikke opfinde uenigheder, bare fordi der snart er valg,« siger Martin Henriksen

»Jeg vil gerne endnu engang forsikre borgerne på Amager om, at der altså ikke er nogen planer om at lukke hospitalet. Det fremgår bl.a. klart i den nye sundhedsaftale, som DF og regeringen netop har indgået, at vi vil bevare den nuværende sygehusstruktur,« siger Martin Henriksen.

Han henviser til professor på Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, der har studeret sundhedsaftalen og konkluderet, at der ikke er ’så meget som et komma i aftalen, der indikerer, at Amager Hospital bliver lukket.

»Så burde den diskussion være lukket. Også for Peter Hummelgaard,« fastslår Martin Henriksen.

Høringssvar om Amager Hospital

Peter Hummelgaard afviser Martin Henriksens kritik og henviser til, at Venstre i Region Hovedstaden i et høringssvar til Hospitalsplan 2025 har skrevet, partiet ønsker at lukke akutklinikken på Amager Hospital og omdanne Amager til et sundhedshus.

»Det samme foreslog embedsværket i Region Hovedstaden sidste år. Heldigvis sidder der i dag et folkevalgt regionsråd, som i begge omgange har afvist at lukke akutklinikken,» siger Peter Hummelgaard.

»Med den nye sundhedsaftale, som Martin Henriksen og Dansk Folkeparti har indgået sammen med regeringen, så nedlægges de folkevalgte regionsråd. Hvem skal så redde akutklinikken, næste gang Venstre eller embedsværket ønsker at lukke den og dermed lukke endnu en bærende funktion for Amager Hospital? Hvem er det, man som borger på Amager gå til, hvis man vil bevare eller styrke Amager Hospital?

Det spørgsmål har jeg flere gange i Folketinget rejst over for sundhedsminister Ellen Trane Nørby om. Men det nægter hun at svare på. Hun vil ikke svare på om det i fremtiden er det nye embedsmandsstyre i SundhedsvæsenDanmark, ministeren eller Kontaktrådene der i fremtiden træffer de beslutninger, som de borgervalgte i regionerne i dag gør. Det gør mig selvfølgelig kun endnu mere bekymret. Og det er ikke en bekymring, Socialdemokratiet står alene med.«

Peter Hummelgaard mener, at der grund til fortsat at kæmpe for at bevare og styrke Amager Hospital.

»Hvis man blot fejer bekymringerne væk, så risikerer vi på Amager endnu engang at blive kørt over når fremtidens funktioner fordeles. Det vil Martin Henriksen vel ikke have siddende på sig?« spørger Peter Hummelgaard.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

141 dage: Dragør er dansk mester i langsom sagsbehandling

Husker du? Overborgmester på Miss-besøg i Hollywood