Arkivfoto: Michael Paldan.

Sur 😠 Haha 😆 Wow 🤩 Like 👍

141 dage: Dragør er dansk mester i langsom sagsbehandling

DRAGØR: I Dragør tager det i gennemsnit 141 dage for kommunen at sagsbehandle en byggetilladelse, mens det i Vallensbæk kun tager fem dage at få grønt lys til at stikke spaden i jorden, viser en ny opgørelse fra Dansk Byggeri Hovedstaden, der mener, at papirarbejdet ikke bør tage mere end 14 dage.

Hvis du vil bygge et parcelhus eller en ny kontorbygning i Dragør, så tager det i gennemsnit 141 dage, inden kommunen har sagsbehandlet byggetilladelsen, og håndværkeren kan komme i gang med at støbe fundamentet og lægge de første mursten.

»Mens Dragør er dansk mester i langsom sagsbehandling, så er Vallensbæk dansk mester i hurtig sagsbehandling. Det er fra den ene yderlighed til den anden. Der er for mange af kommunerne i hovedstadsområdet, som ikke er hurtige nok. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan Dragør kan bruge over 100 dage på at behandle en byggetilladelse,« siger formand for Dansk Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou, i en pressemeddelelse.

Ventetiden er opgjort fra den dag, hvor kommunerne har modtaget alle de oplysninger, som de har brug for til sagsbehandlingen, så mangelfulde ansøgninger bør ikke være en undskyldning for en lang ventetid, mener Dansk Byggeri Hovedstaden.

»Alle skal sagsbehandle efter den samme lov, og selvom der er forskel på store og små byggerier, så bør kommunerne ikke have en længere ventetid end i gennemsnit 14 dage,« siger Mads Raaschou.

I Tårnby er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid opgjort til 76 dage.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Han sætter fart på Rutschebanen

Hummelgaard afviser Martin Henriksens kritik