Michael Aaaskov Hemmingsen viede som præst det første homoseksuelle par i kirken, nemlig på Frederiksberg i 2012. Han ser synet på homoseksuelle som et eksempel på, hvor kirke og samfund har nærmet sig hinanden de senere år. Arkivfoto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
in ,

Haha 😆 Like 👍

Ateismen og den tvivlende tro

Præsten skriver. Sognepræst Michael Aaskov Hemmingsen, Esajas Kirke i Østervold Sogn, undrer sig over, at ateisterne netop skal føre mod den brede danske folkekirke, hvor der også er plads til tvivl.

Af Michael Aaskov Hemmingsen

Sognepræst, Esajas Kirke

KLUMME: Findes der et rum, som er helt neutralt? Et rum, hvor gulvmaterialet, vægfladerne og lysindfaldet ikke også er med til at definere rummet?

Er det for eksempel sådan, at vores samfund er uafhængigt af sin religiøse historie, tradition og kultur, selvom vi i dag har et gennemført sekulært samfund?

Er et menneske et ubeskrevet blad eller i hvert fald neutralt i forhold til livsanskuelse, etik og tro, indtil det er gammelt nok til at selv at vælge livsanskuelse og evt. trossamfund til?

Er de mange valg, forældre hver dag træffer for deres børn, frie i betydningen uafhængige af de værdier, vi har med i den fælles bagage, og hvis kilder går tilbage til antikkens græske og romerske tænkning sammen med jødedommen og kristendommen? Sagt på en anden måde: vil vi nordboere ikke altid være hedninger, der er blevet kristne og siden hen sekulariseret?

Overraskende synspunkt

Når jeg ser Ateistisk Selskabs seneste kampagne for udmeldelse af folkekirken, får jeg den tanke, at det være må dette ideal, det gælder: det neutrale rum. At samfundet ikke blot skal bygge på religionsfrihed, hvad det allerede gør, men også skal være religionsneutralt.

At et samfund uden ånd i betydningen forankring i egen kulturel tradition, er bedre beskyttet mod ufred og undertrykkelse, end et samfund, der vedkender sig den arv, som har formet dets grundværdier.

Synspunktet overrasker mig i en verden, hvor religion på godt og ondt fylder mere end før. Men det der overrasker mig mest er, at det netop er folkekirken, Ateistisk Selskab er ude efter, når jeg tænker på den bredde, folkekirken har. Jeg ved godt, at det for Ateistisk Selskab er altafgørende med en ændring af forholdet mellem staten og folkekirken. Men det synes jeg, er det mindste af det hele.

Gid det var så enkelt

Det er mere Ateistisk Selskabs modstilling mellem tro og ikke-tro, jeg finder alt for unuanceret.

Gid det var så enkelt, at afgørelser om ånd og evt. trossamfund bare var et spørgsmål om at være betalende medlem eller ikke. Hvad med grænselandet mellem tro, tanke og tvivl? Hvor er der plads til usikkerheden og den famlende søgen efter mening, vi alle gør os erfaringer med før eller siden, hvis ikke netop i folkekirken, bred som den er? Hvor står man – med forkyndelsen af opstandelsen til påske – ellers ukueligt fast på, at det er kærligheden, der får det sidste ord over os, og ikke bare døden, uanset tro eller ikke-tro?

Ikke enten-eller

Kvindelige præster, vielse af fraskilte og vielse af homoseksuelle er eksempler på områder, hvor samfundet og folkekirken har fundet hinanden i løbet af det seneste århundrede.

Men folkekirkens egentlige styrke også i nutiden og fremtidens samfund tror jeg skal findes i kristendommen selv: her er tro og tvivl ikke blot – som ifølge Ateistisk Selskab og fundamentalismen – et enten-eller, men også et både-og.

Jesus’ budskab om fjendekærlighed, forsoning og en form for godhed, der trodser dæmonisering og dermed polarisering er ikke noget, vi sådan lige bliver færdige med. Derfor, tror jeg, bliver mennesker heller ikke sådan lige færdige med folkekirken.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Til kamp mod skraldet: 199,5 kilo fjernet fra naturområderne

Debat: Vanvittig respons på Paludans åbenlyse provokation