Foto: Büro Jantzen
in ,

Tag med Mille til verdens ende


TEATER: Nu kan alle fans af børnefavoritten fra DR Ramasjang og Cirkus Summarum, Mille Gori, godt begynde at glæde sig. Snart er der nemlig urpremiere på den nye familieforestilling »Til verdens ende« på Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, med Mille i hovedrollen. En fantasifuld og musikalsk rejse, der sætter kurs mod verdens ende.

Mille og Emil er allerbedste venner. Men selv de bedste venner kan blive uvenner, og en dag bliver Mille så stiktosset, at hun beder Emil om at skride helt til verdens ende.

Emil går sin vej, men der går ikke længe, inden Mille savner ham. Hun må ud for at finde sin bedste ven. Med sig på rejsen har hun Lawand, som kun taler med musik og lyde.

Heldigvis møder Mille en masse, der gerne vil hjælpe: Verdens mærkeligste GPS, en stolt peberboss, en yogaglad krage, Lars Tyndskid og en flagermus med noget så sjældent som lavdeskræk.

Til sidst ender Mille helt oppe i den syvende himmel, hvor der altid er fest. Men er Emil dér? Og finder Mille nogensinde frem til verdens ende?

»Til verdens ende« er en humoristisk og poetisk familieforestilling om ægte venskab og evnen til at sige undskyld. En fortælling i børnehøjde for hele familien fra 5 år.

Forestillingen spiller 27. april klokken 14.00, 28. april klokken 11.00 og 14.00, 3. maj klokken 17.00 og 4.-5. maj klokken 11.00 og 14.00.

Billetter kan købes på www.teaterbilletter.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Om journalisten North Media Bureau

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Feriecamp: Påskeferien i Sydhaven står i sportens tegn

Efterlysning: Festligt, folkeligt og fornøjelig har du lyst til at være med?