Jytte Nielsen, frivillig i Kirkens Genbrug, og Helle A. Petersen, formand for butikken. Foto: Anders Bentzon
in ,

Like 👍

Genbrug i Blågårdsgade skaber glæde på Nørrebro

LOKALE LOPPER: »Der er ikke meget, vi siger nej til, for i princippet tager vi imod alt. Undtagen møbler, for det er der ikke plads til,« fortæller Jytte Nielsen, som er frivillig i Kirkens Genbrug og kigger rundt i butikken, som bugner af tøj, pynteting og bøger.

»Og så sælger vi ikke knive – så er det i hvert fald kun smøreknive. I dag er der mere roligt i området, end der har været tidligere, men vores kniv til tre kroner skal ikke sidde i ryggen af en eller anden,« siger Helle A. Petersen, som er formand for butikken.

Kommer Nørrebro til gode

Umiddelbart kunne Kirkens Genbrug i Blågårdsgade ligne enhver anden genbrugsforretning, men det er en del af indtægten fra nørrebroernes brugte tøj og bøger i denne butik, der er med til at sørge for, at lokale kan få et varmt måltid hos Bespisningen i Stengade 40, som er en aktivitet i Blågårdens Sogn. Og at folk fra området, der ikke har nogen at fejre jul med, kan holde en dejlig juleaften i Bespisningen.

»Vi har også kunnet hjælpe natherberget i Hellig Kors Kirke og Værestedet Linie 14, da de havde brug for det, og vi har kunnet sende to mindre bemidlede familier på sommerferie til Lalandia,« fortæller Helle glad.

Butikken er et samarbejde mellem menighedsplejere, Blågårds Sogn og Sakramentskirken på Nørrebrogade, og en fjerdedel af butikkens indtjening går altså til folk på Nørrebro, der er af den ene eller anden grund har brug for en håndsrækning.

Manden på bænken hilser

Helle lægger vejen forbi Kirkens Genbrug så ofte, hun kan, for udover sin frivillige post for genbrugsbutikken, står hun for Bespisningen i Stengade, Derudover har hun etableret det sociale mødested Mandeklubben, som mødes en gang om ugen i Hellig Kors Kirke.

Helle brænder for at hjælpe folk i Blågårds Sogn, kvarteret hvor hun selv er vokset op, og alle kender Helles navn, ligesom Helle kender alle. Også mændene, der holder til på pladsen få meter fra butikken i Blågårdsgade, hvor vi møder hende i dag.

»De vinker da også gerne, når de ser, jeg er herinde, og jeg går også altid ned og snakker med dem. Jeg er ikke bleg for at give et knus, det kan de også have brug for,« siger Helle med et smil og tilføjer:

»Jeg er ligeglad med, hvordan de lever, og de ved, at de altid kan ringe, hvis der er noget. De ved, at jeg er nærværende, at jeg holder, hvad jeg lover, og at jeg siger min ærlige mening, og det betyder noget.«

En uventet arv

Ind i mellem ringer Helles telefon, og så er der en i den anden ende, som gerne vil donere noget til butikken. Så kører hun hjem til vedkommende og henter genbrugsguldet. Andre kommer ind fra gaden med poser fyldt med ting til butikken.Og som en butik, der i reglen tager imod alt, modtager man nogle gange nogle sjove ting, fortæller Helle.

»For nogle år siden modtog vi pludselig en række kostumer fra den afdøde skuespillerinde Birthe Backhausen (kendt fra blandt andet Matador, hvor hun spillede Musse red.), fordi hendes veninde var frivillig i genbrugsbutikken, og familien af den grund skænkede kostumerne til butikken.«

Går du med en lille ekspedientdrøm i maven, mangler de altid hænder i genbrugsbutikken i Blågårdsgade, der har ligget i gaden i snart 25 år.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Mere liv på Helga Larsens Plads

Bach på cello