Alexander Stevns, her flankeret af Anas Kababo og Benjamin Randbøll, der er initiativtagere til containerbyen URBAN 13, der er skudt op under Bispeengbuen. Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Like 👍

Under Bispeengbuen: URBAN 13- et medborgerhus for alle

BISPEENGBUEN. Tre venner fra gymnasietiden, der er vilde med musik, er gået sammen om en stor udfordring, nemlig at skabe et kulturelt knudepunkt med kontorer, café, musiksted og boldbaner under Bispeengbuen, kaldet URBAN 13.

URBANT PROJEKT: »Lige nu ligner det hele mest en byggeplads, men der er ved at ske noget,« smiler Alexander Stevns Jensen, mens han låser døren op til den gule container under Bispeengbuen.

Det er her under Buen, at projektet URBAN 13 i de kommende måneder vil folde sig ud i etaper.

Imens er Anas Kababo og Benjamin Randbøll også kommet forbi, så er trekløveret bag URBAN 13 samlet.

»Vi er ved at rive den ene tribune ned, da vores spillested skal ligge der. Det har vi brugt hele ugen på,« fortæller Alexander Stevns og peger på det solide stykke håndværk af træ.

Larmen ude fra Nordre Fasanvej og Bispeengbuen kan ikke ødelægge den gode stemning i den gule container, hvor tegningerne på bordet, viser at der er noget stort på vej.

Sendte en ansøgning

Alexander Stevns Jensen er studerende, Anas Kababo er mellem jobs og Benjamin Randbøll arbejder med event på blandt andet Folketeatret. De tre mødte hinanden på Gladsaxe Gymnasium, hvor de blandt andet havde et band sammen.

»Et par år efter gymnasiet, så vi området her, og så fik vi ideen til Carpark Festival, der startede op i 2014. I dag er der 30 ildsjæle i foreningen,« fortæller Alexander Stevns Jensen og fortsætter:

»I 2017 fik vi så nys om, at man ville udlodde området til en privat aktør. Det var vi lidt nervøse for, at der skulle laves et rent madmarked.«

De første der indtog området under Bispeengbuen i 2011, var lokale boligforeninger på både Frederiksberg og Københavnsiden, der lavede ’Liv under Buen’. I 2014 lavede Områdefornyelsen Nordre Fasanvej Kvarteret en masse initiativer.

Der gik ikke langt tid, før de tre venner valgte at sende en ansøgning for at få fingrene i området.

Benjamin Randbøll, der arbejder med events til dagligt, fortæller:

»Vi skulle selv finde pengene, men vi blev enige om at give det et skud alligevel og fik sendt en ansøgning afsted,« fortæller han.

Anas Kababo er overbevist om, at det er deres fortid sammen, der har gjort, at de har turde hoppe ud i projekt URBAN 13.

Garage til musik og mere

Benjamin Randbøll peger på tegningen, hvor der står ’Garagen’, ’drivhus/cafe’, ’kontor’ og ’klynger’.

»Vi skal bygge på en tredjede af området, og så kommer boldbanerne til senere. Garage bliver et forsamlingshus på 230 m2 med plads til mindst 150 mennesker, og det bliver både isoleret og opvarmet,« fortæller han og fortsætter:

»Klyngerne, der er to sæt stablede containere, skal bruges til butikker, musikstudier, værksteder, alt efter hvad der byder ind. Det skal være noget, der åbner op ud mod området.«

Der har allerede været afholdt et borgermøde på adressen.

Alexander Stevns Jensen fotæller:

»Vi har tre grundord hernede: fælleskab, laboratorium og social innovation. Vi vil gerne invitere folk herned, og vil gerne have at det bliver et sted, hvor man kan afprøve nye idéer, eksperimentere og fejle,« forklarer han, og understreger at URBAN 13 er en social økonomisk virksomhed, hvor størstedelen af overskuddet skal bruges på sociale projekter, enten i byen eller et andet sted i lokalområdet.

Hyldest til storbyen

Hvorfor navnet Urban 13?

»URBAN 13 er dels opkaldt efter tidligere overborgmester i København, Urban Hansen, og dels efter en sporvognsrute, der løb i området omkring Buen. Urban Hansen var jo overborgmester i København, da Bispeengbuen stod færdigbygget i 1972.

Vi har valgt hans navn som en henvisning til byens foranderlighed. Han var modernist. Der skulle bygges nyt i beton, sundt og der skulle bygges bekvemme boliger, mens datidens gamle arbejderkvarterer, som Vesterbro og Christianshavn, skulle fyldes med beton og omdannes til kontorhøjhuse, broer og motorveje.

Urban i URBAN 13 handler ikke om, at lovprise de ting, han stod for. Det er snarere diskussionen om, dengang som nu, hvad byen skulle og skal kunne, der er interessant,« siger Alexander Stevns Jensen.

Boldbaner på vej

Alexander Stevns Jensen røber også, at der er godt gang i kontakterne til de lokale idrætsforeninger om gadeidræt under Buen.

»Vi er gået sammen med seks idrætsforeninger, og vi har lige fået penge til boldbaner, så vi kan lave streetbasket og fodbold, så vi kan få lavet noget gadeidræt med blandt andre DGI Street, BørneBasketFonden, CPH Panna House og andre,« siger han.

Uden for skinner solen, selvom den godt kan være en smule svært ved at hamle op med alt det beton, som Bispeengbuen er bygget af.

Der er ingen tvivl om, at de tre venner nok skal få skabt noget unikt og anderledes under det betontunge tag, hvor bilerne suser hen over.

Benjamin Randbøll og co synes, at man da lige så godt kan få noget positivt ud af Bispeengbuen, før den måske eller måske ikke skal fjernes.

»Jeg tror, vi beder Frederiksberg Kommune om en forlængelse om et par år. Jeg tror, det bliver lidt vemodigt, når de fire år slutter,« smiler Benjamin Randbøll.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

eSuperliga Finals i K.B. Hallen

Syng med: »Frederiksberg er en rigtig fed by at bo i«