Udover Mizz Privileze (på billedet), der er initiativtager til happeningen, deltager drag queen-makkerparret Di Di Cancerella og Harley Queen (kendt fra TV2 Zulu-serien 'En Fabulous Familie' samt dragperformerne Rebelicious, Queen Intervention, Diana Diamond, Regany Sparks, Sascha Holiday og Brynhildr. Foto: Jack Rainbow

Haha 😆 Elsker 😍

Efter homofobi i fodboldverdenen: Drag Queens deler krammere ud

HAPPENING: De mange historier om dårligt behandlede homoseksuelle og senest homofobi-debatten om tilråb på fodboldstadions har gjort indtryk på den københavnske drag queen Mizz Privileze. Hun har fået nok og har derfor samlet dragvenner og veninder, som lørdag
20. april i samlet flok går ud i dagslyset på Nørrebro med en ‘free hugs against hate’-kampagne, der skal sprede positivitet og vise folk, at ”We are here and we are queer”, som Mizz Privileze formulerer det.

“Vi vil gerne sende et budskab om kærlighed og vise, at selvom vi måske ikke ligner hr og fru Danmark, så er vi mennesker, og og hverken hetero- eller homoseksuelle fortjener at blive råbt ad på et stadion. Selvom nogle af os er lidt nervøse for at gå ud i fuld drag i dagslys, så føler vi bare, at vi er nødt til at gøre et eller andet. Det er vores alles kamp, at der er plads til alle i Danmark. Det er en menneskeret at blive behandlet ordentligt,” siger Mizz Privileze.

Fra verbale overfald til knytnæveslag

Flere af de deltagende drag queens har selv prøvet, i og ude af drag, at blive verbalt eller fysisk overfaldet. De fleste af dem lever et liv som homoseksuelle mænd, når de ikke er i drag, men der deltager også drag queens, der lever som (trans-)kvinder.

Mizz Privileze, som til daglig hedder Michael Bjerring, har flere venner, som er blevet fysisk overfaldet, fordi de har været i drag, eller simpelthen fordi de er homoseksuelle.
“Jeg har et vennepar, som for nylig fik knytnæveslag i ansigtet i et S-tog. De var på vej hjem fra byen og holdt i hånd og kyssede lidt. Og det var der åbenbart nogle, der ikke brød sig om, så de slog dem,” fortæller Michael Bjerring.

Han fortæller, at det også er nødvendigt for ham at tænke på sin egen sikkerhed, når han har været ude at optræde som drag og efterfølgende skal hjem om aftenen.
“Jeg tager altid parykken af og har en hættetrøje med, som jeg kan skifte til, for ellers er jeg meget sårbar. Er vi flere i drag, følges vi altid, når vi skal hjem, eller vi bruger næsten alle pengene, vi har tjent, på at tage en taxa hjem.”

At denne happening finder sted på Nørrebro er ikke et tilfælde. Det skyldes netop, at Copenhagen Pride ikke længere kommer igennem Nørrebro, fortæller Michael Bjerring.

“Vi vil gerne sende et stærkt signal, og det gør vi ved at lave vores happening dér. Vi gør os selv sårbare ved at stille os op i drag i dagslyset på Nørrebro, og der var da også flere af deltagerne, der lige skulle overveje det en ekstra gang. Men jeg føler mig overhovedet ikke bange, vi skal bare ud og sprede en masse positiv energi.”

Vil gøre det lettere for leverpostejsbøssen

Det er svært at være anderledes, og især når det er, fordi du er homoseksuel, og det bliver ikke nemmere, når det at være homoseksuel bruges som et skældsord, mener Michael Bjerring og henviser til fodboldkampen for nylig, hvor FCK’s Viktor Fisher under en kamp mod OB blev udsat for homofobiske tilråb.

“Jeg er sikker på, at der er mange, der ikke mener noget ondt med det. Men jeg kan bare huske, hvordan det var at være 14 år, og hvor svært det var at sige, at jeg var homoseksuel. Jeg tror, mange af spillerne er ligeglade med tilråbene på stadion, men det er svært for de unge, der ikke har fundet sig selv. Og man skal huske, at selvmordsraten er dobbelt så høj for homoseksuelle,” siger Michael Bjerring og tilføjer:

“Jeg er super ærgerlig over, at Jim Lyngvild, som selv er bøsse, går ud og siger, at der skal være plads til at den slags. For det er med til at sende et forkert signal.”

Med happeningen 20. april, som finder sted i området ved Den Røde Plads fra 17-18, håber Michael Bjerring, aka. Mizz Privileze, at de ekstremt udseende drag queens vil kunne gøre det lidt lettere for de lidt mindre flamboyante homoseksuelle.

“Hvis man nu kan se, at der står en gruppe drags, der står og siger ‘kom og få en krammer’, og man kan se, at de rent faktisk bliver respekteret, så bliver det måske lidt nemmere at være kedelig leverpostejsbøsse,” siger Mizz Privileze.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Hvem myrdede den glade gymnasiepige fra Christianshavn

215.000 kr. samlet ind lokalt mod kræft