Jon Stephensen, direktør for Aveny-T, er glad. Teatret skal udvide med tilbygning. Arkivfoto: Dan Møller
in ,

Farvel til Kellerdirk: Aveny-T har vokseværk

NYT PROJEKT. Aveny-T skal udvide med en tilbygning på 400 m2. Det betyder et farvel til den kendte café Kellerdirk, der skal rives ned.

FREDERIKSBERG ALLé: En stor drøm går i opfyldelse hos teaterdirektør Jon Stephensen på Aveny-T, da teatret kan se frem til at udvide.

Hvis alt går efter planen vil teatret få en ny tilbygning, som står klar i slutningen af 2021. Tilbygningen, Væksthuset, skal huse en café, åben prøvesal og kreative arbejdspladser for unge.

Udvidelsen betyder, at Kellerdirk må lade livet og skal rives ned. Cafeen har eksisteret siden 1982, og har gennem tiden været et tilløbsstykke for teatergæster, før de skulle i teatret, men har også været musiksted og natklub for lokalområdet.

Teatret renoveret i 2017

Planerne om udvidelsen har været på tegnebrættet siden Frederiksberg kommune tilbage i 2015 købte den gamle teaterbygning, der siden har gennemgået en større renovering, da teatret blandt andet har været stærkt plaget af rotter.

Renoveringen var færdig sommeren 2017, men rotterne har stadig plaget teatret indtil for et par måneder siden, da skadedyrsbekæmpelsen fik bugt med skadedyrene.

’Skam 3’ til september

I de seneste par år har Aveny-T haft medvind på de skrå brædder, da teatret har haft verdenspremiere på forestillingen for de unge ’Skam’.

Næste verdenspremiere finder sted 19. september på ’Skam 3’ på Aveny-T. Trods det har det været svært at finde finansiering til tilbygningen på 400 kvadratmeter i to etager.

’Redningen’ kom fra A.P. Møller Fonden, der giver ti millioner kroner til projektet, mens Frederiksberg kommune har givet grønt lys for at bidrage med 15 millioner kroner.

Hermed er den økonomiske del af arbejdet på plads til at komme videre med drømmen om at lave en moderne teater for de unge.

Aveny-T har også fået grønt lyst til et fire-årigt udviklingstilskud på otte millioner kroner, der udbetales med tre millioner kroner i år og 2020, 1,5 millioner kroner i 2021 og en halv million kroner i 2022.

Står klar slut 2021

Den foreløbige skitsetegning af Aveny-T er tegnet af Andersen & Sigurdson Arkitekterne. Dog skal kommunen i den kommende tid udskrive en arkitektkonkurrence.

Der kommer også en nabohøring i løbet af det næste års tid. Går alt efter planen vil byggeriet rejse sig fra grunden fra 1. januar 2021 og stå klar før jul 2021.

 

 

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Beboere i De Gamles By: vi vil have grønt og fred og ro

Glemt lillemor? Træk blomster i automaten