Rasmus Steenberger, der repræsenterer børnefamilierne i Parkbrugerrådet, hjælper sin datter Frida med at holde balancen på bommen. Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Like 👍

Ny legeplads i Amager Strandpark

BRUGERINDFLYDELSE. Halvandet år efter, at en ny legeplads blev foreslået på et parktræf i Amager Strandpark, står den nu klar i fine trækonstruktioner bag nåletræernes læhegn. Der er åbningsfest for legepladsen 2. påskedag.

AMAGER STRANDPARK: For enden af Italiensvej, lige ved Kilometerbroen, er en helt ny legeplads bygget i træ vokset op i Amager Strandpark i løbet af det seneste halve år.

Temaet for legepladsen er et havnemiljø. To joller ligger trygt for anker i sandet. Der er en rutschebane. Og en bådebro, som når helt ud i lagunens lave vand. Broen har et lille pumpeværk monteret, så vand kan pumpes ind til forskellig leg på pladsen. (Artiklen fortsætter under billedet)

Børnene kan stille sig bag roret i to træjoller i sandet på legepladsen. Foto: Martin Sørensen

’Bundgarnspæle med fiskenet’ udgør et par store klatrestativer, og et par bedårende sæler skåret ud i træ ligger klar til at blive klappet af børnene.

Det er Amager Strandparks Parkbrugerråd, der har taget initiativ til og finansieret legepladsen – ganske enkelt fordi den manglede i strandparken.

»Den har manglet så meget. I Amager Strandpark er det især de voksne, der er tilgodeset med blandt andet træningsfaciliteter. Der er rigtig mange institutioner her i nærområdet, som kan få glæde af en legeplads, og der er også rigtig mange børnefamilier, som flytter herud,« siger Lene Krambeck, der bor på Amager Strandvej og er naborepræsentant i Parkbrugerrådet.

Der fulgte penge med

Efter Amager Strandpark I/S blev opløst, og Københavns Kommune overtog driften af strandparken, blev Parkbrugerrådet i 2015 oprettet efter et forslag fra SF. (Artiklen fortsætter under billedet)

Lene Krambeck, naborepræsentant i Parkbrugerrådet, med sin lille hundehvalp Jackie, ser legepladsens træbro an sammen med Rasmus Steenberger. Foto: Martin Sørensen

Rådet er sammensat af en lang række interesse- og brugergrupper, blandt andre Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Danske Handicaporganisationer, Dansk Ornitologisk Forening, Amager Øst Lokaludvalg, områdets foreninger og forretningsdrivende og mange flere.

Parkbrugerrådet fik siden et budget på 400.000 kroner årligt, og det er lige præcis hvad den nye legeplads har kostet.

»Så det var hele årets pulje, der gik til det. Det første år gik pengene til handicaprampen, og så kom legepladsen,« siger Rasmus Steenberger, der udover at være børnefamiliernes repræsentant i Parkbrugerrådet også er folketingskandidat for SF og bestyrelsesmedlem i SF Amager og SF København.

Udtjent og aflåst toilet

Der står en strid vind ind fra sydøst denne aprilformiddag, men legepladsen ligger utroligt heldigt placeret i læ af et hegn af nåletræer.

Selv om der først er officiel indvielse af legepladsen 2. påskedag, mandag 22. april klokken 15.00-17.00, er den forlængst taget i brug af børn og institutioner fra nærområdet.

Der er bare en enkelt lille ærgrelse. Mellem legepladsen og Amager Strandvej ligger en gammel toiletbygning i beton. Det ville passe perfekt, hvis legepladsens brugere kunne benytte toiletterne her.

Lige mellem legepladsen og Amager Strandvej står en ærgrelse – en udtjent og aflåst toiletbygning. Foto: Martin Sørensen

»Men de er i så dårlig stand, at de skal rippes helt, så kommunen aflåste toiletterne sidste år. Det vil koste 3,4 millioner at sætte toiletterne i stand, og det er for stort et beløb til, at Parkbrugerrådet kan klare det – vi må ikke overføre penge fra år til år,« siger Rasmus Steenberger.

»Da de byggede Amager Strandpark i 2005, glemte de lidt den gamle strandpark, så toiletterne her fik bare lov til at forfalde,« siger Lene Krambeck.

Der er dog toiletter i strandparken, men legepladsens brugere må indtil videre gå de 400 meter over Kilometerbroen og hen til strandstationens toilet.

Der er åbningsfest for Amager Strandparks nye legeplads 2. påskedag, mandag 22. april klokken 15.00-17.00. Der bliver påskestafet med præmier, Jungle Jim underholder og der er kaffevogn og kager.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Håndbold. ASK-reserver rykker op

Nutttede kræ: Kig forbi og klap en sød kylling