Ole Leonhardt stopper efter sommerferien som forpagter og vagt i Vanløse Hallerne. Det sker udelukkende som følge af kommunens opsigelse af vagtmænd. Og det giver ingen mening, mener Ole Leonhardt, der kun vil fortsætte i cafeen, hvis han også kan være vagt i hallen. Foto: Martin Sørensen

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Ingen faste vagter i idrætshaller. Derfor går Ole: »Det har været mit andet hjem«

Kommunen vil afskaffe vagtmandsordningen for Vanløse Hallerne, så de bliver ubemandede ligesom de øvrige kulturinstitutioner i byen. Brugerbestyrelsen frygter hærværk og tyveri. Og nu smider forpagter af cafeen Ole Leonhardt håndklædet i ringen.

I 23 år har han langet sandwich, juice og frugt ud til sultne og svedige sportsunger. Ole Leonhardt er forpagter af caféen i Vanløse Hallerne 1 & 2, og han har i 15 år samtidig holdt vagt og sørget for, at ingen lavede ballede. Men nu er det slut.

Kultur- og Fritidsforvaltningen afskaffede allerede for flere år siden vagtmandordningen og indførte servicepersonale til at rundere i alle byens idrætshaller og kulturinstitutioner.

Men i Vanløse har man altså haft en særlig ordning, da Ole Leonhardt tilbød at varetage vagtfunktionen, nu han alligevel havde caféen og skulle lukke hallen af.

»Det har fungeret rigtigt godt, i stedet for at der sad en vagt med armene over kors, så var jeg i caféeen og kunne se efter, om der var nogle, der lavede ballade,« siger Ole Leonhardt.

Og den ordning er nu slut, da kommunen vil tilpasse serviceniveauet i Vanløsehallerne, så det som de øvrige københavnske idrætsanlæg fungerer som selvbetjent anlæg, hvor der ikke er personale til stede i den fulde åbningstid, som det hedder i et skriftligt svar fra forvaltningen.

Tæt område

Men Ole Leonhardt mener ikke, at en fælles serviceordning, som resten af kommunens idrætshaller er en del af, vil fungere netop i Vanløse Hallerne.

»Vi ligger i et tæt område (Lønstrupvej og Ålekistevej, red.) og klemt inde mellem skole med 1.500 elever, så der er rigtigt meget at se til. Det vil ikke fungere hos os,« siger Ole Leonhardt, der gennem sin tid som vagtmester har håndteret både små bander og ubudne gæster.

Ifølge en mail som Vanløse Bladet er besiddelse af, ville kommunen dog gerne genforhandle forpagtningsaftalen, så cafeen fortsatte med Ole Leonhardt, bare uden vagtaftalen.

Onsdag sidste uge holdt han møde med forvaltningen, der fastholdt planerne om Vanløse Hallerne ikke skulle have en særordning med vagtmandsfunktionen.

Og derfor stopper Ole Leonhardt.

Hal-Finn og kok

»Jeg sagde til dem (forvaltningen, red,), at det ene (caféen) ikke hænger sammen uden vagtmandsaftalen. Derfor stopper jeg efter sommerferien, når aftalen udløber. Jeg er rigtig frustreret, for jeg har været med i 23 år, og de haller her er mit andet hjem. Jeg har været kok, vagt og Hal-Finn, som folk kalder mig efter ham (Lars Kaalund, red.) i filmen ‘Italiensk for Begyndere’. Og nu er det slut. Det er jeg ked af, men jeg er en kork-prop, så jeg skal nok komme op igen. Jeg er mere ked af, hvad der skal ske med de her unge, der dyrker idræt og hænger ud i cafeen, for det går ikke at have en ubemandet hal,« siger Ole Leonhardt.

Også Brugerbestyrelsen for Vanløse Hallerne er kede af den nye aftale og frygter, at der vil komme hærværk og ballade, når vagtmandaftalen ophører.

Det betyder nemlig, at klubber og foreninger får nøgle til hallerne og så er der åbent alle timer.

»Man kan ikke både være træner eller selv træne og så holde øje med om der er nogle ubudne gæster eller nogen, der tager noget i omklædningsrummene,« siger Jens Andersen, der er formand for brugerbestyrelsen.

Ingen grund til frygt

Men forvaltningen mener ikke, at der er grund til bekymring.

»Det er ikke forvaltningens indtryk, at utryghed er en generel bekymring på kommunens idrætsanlæg. Det er dog korrekt, at enkelte anlæg og kulturinstitutioner har oplevet periodiske udfordringer med eksempelvis hærværk. Alle tilfælde af utryghedsskabende adfærd er blevet løbende håndteret og bliver det naturligvis fortsat i det omfang, det skulle blive nødvendigt. Ejendomsdrift & Service under Kultur- og Fritidsforvaltningen vi fortsat, helt som i dag, rundere hallerne, udbedre fejl og mangler og have det overordnede ansvar for rengøringen i Vanløse Hallerne. Det samme er gældende på byens øvrige idrætsanlæg,« oplyser forvaltningen i et skriftligt svar til Vanløse Bladet.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Byg som kongen i Rundetårn

Se video: Pandaerne guffer 30 kilo bambus om dagen