Randi Sørensen under overdækningen på Musiktorvet. Foto: Klaus Sletting.

Amager Bio: Randi og Musiktorvet

FREMTIDENS SPILLESTED. Idéen om et samlende torv omkring det gamle kulturpunkt med Amager Bio som drivkraft har været mange år undervejs. Randi Sørensen har set det hele tage form som engageret lokal græsrod.

LOKALDEMOKRATI: Randi Sørensen har fulgt tilblivelsen af Musiktorvet, hvor ombygningen af Amager Bio og ZeBU for 28 millioner kroner blev koblet på som tredje etape, gennem 13 år.

»Det startede egentlig med, at kommunen ville revovere min gade, hvor jeg er vicevært i den største ejendom. Men de ville faktisk gøre det henover hovedet på os. Vi skulle betale den største del, og det, vi fik ud af det, var at alle bilerne skulle over til os – og man ville plante nogle træer lige foran vores vinduer,« fortæller hun.

Randi kastede sig ind i styregruppen for det områdeløft, som havde afstedkommet planerne, omkring 2006. Ret hurtigt var hun formand for gruppen.

»Jeg har lavet politisk arbejde altid, så jeg var hooked med det samme. Alle de spændende projekter…

Det, jeg har brugt rigtig meget tid på, er Sundby Have på Kirkegårdsvej. Det blev aldrig den nye, grønne rute parallelt med Amagerbrogade, det var tænkt som, men landskabsarkitekten fra Peter Holst Arkitektur og Landskab tegnede det projekt, vi ikke vidste, vi ønskede os. Op til sommeren bestilte forvaltningen så et helt andet projekt, og jeg brugte min sommer på at få det hele tilbage på sporet igen. Det viser lidt om, at man skal være om sig…«

En helt ny plads

»Og se nu her, hvor langt vi er kommet med kulturpunktet. Da vi startede, havde vi dybest set bare ti millioner kroner til den her plads,« siger Randi, som også har været med i Amager Øst Lokaludvalg, siden det startede for godt ti år siden.

Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence for, hvad der skulle blive af pladsen – den gamle skolegård – på Øresundsvej.

»Det gør man jo ikke, hvis man ikke har tænkt sig, at der skal ske noget. Jeg sad så i dommerkomitéen med gode folk som Helmer Støvelbæk, Jesper Nordahl og Ole Pedersen.

Det var i forbindelse med det, at idéerne om ’Børnenes Plads’ bagved, ’Dagligstuen’ midt på og overdækningen ud mod Øresundsvej blev tænkt – det, vi begynder at se i dag: En smuk sammenhæng mellem børnekultur, teater og musik – og så den unge musik i BETA som bindeled.

Jeg er jo ikke sådan en musiknørd, så det var egentlig først omkring ti års jubilæet (i 2007, red.), at jeg fandt ud af, hvor fedt et sted, Amager Bio er. Det, der er helt unikt, er jo den frivillige ånd. Folk, der tager ejerskab. For der er ingen tvivl om, at det er den frivillige forening, der styrer det sted, selv om jeg jo kommer fra den kommunale side. Men man gad jo ikke bruge sin tid på det, hvis der ikke var det drive,« siger Randi.

Kommunal langsommelighed

Processen har samtidig været en dannelsesrejse udi det kommunale system og borgerinddragelse, fortæller Randi – og det kan betale sig at kaste sig ud i det, selv om kampene kan synes endeløse:

»Børnekulturhus Ama’r, som jo også er en stor del af konceptet, kørte ligesom sit løb ved siden af med blandt andre Nild Regout som primus motor. Man inddrog børnene i planlægning og arkitektur, og den dag, vi så kom til indvielsen, så var de jo blevet voksne.

Musiktorvet har også taget lang tid – så var belægningen den forkerte, og så manglede der fundament under Bio. Det kan virke mærkeligt, at ting tager så lang tid med dygtige ingeniører og rådgivere på alle projekter. Måske fordi det er så stor en kommune, og der er jo heller ikke noget sexet ved at have styr på sine arkiver nu til dags. Der er jo heller ikke luft i budgetterne til uforudsete problemer. Jeg er nok efterhånden blevet vant til, at alting tagere længere tid end forventet.«

Randi blev også undervejs hvirvlet ind i sagen om et skur til gadens folk i Rødegårdsparken, som flere i området var rasende over.

»Selvfølgelig er jeg loyal overfor de politiske rammer, der er lagt over det arbejde, man går ind i. Men jeg lader mig ikke blæse omkuld af de her lidt aggressive nej-sigere. Sådan er det jo i vores samfund: Dem, der er imod, de skal nok komme til orde. Men er det så kun de fem, der står og råber grimme ting? Det er sjældent dækkende for alle.

Hvis dem omkring finder frem til en konsensus, så skal de fleste på Amager jo nok kunne leve med det. Alle skal have et sted at være, men ingen skal fylde det hele.

Da jeg kom til Amager havde jeg forsvoret, at jeg skulle bruge så meget krudt på lokalpolitik – da jeg var yngre, var det landspolitik, jeg gik op i. Men jeg synes, det er smaddersjovt. Og dejligt konkret. Man skal ikke måle de timer, man bruger, op mod det, man opnår, men med gode argumenter og ihærdigt arbejde, så lykkes det,« pointerer Randi Sørensen.

Lydeksperimenter?

Nu efterlyser hun blot, at Musiktorvet bliver brugt noget mere:

»Vi løber lidt ind i de her støjregler. Men det kan jo ikke nytte noget, at man laver en plads og så siger, at der kun må være 10-20 arrangementer på et år – under en decibelgrænse på 60. Din vaskemaskine derhjemme larmer mere end det. Der må vi altså lande et sted, hvor alle kan holde ud at bo her. Jeg kunne ikke forestille mig, at jeg ville være irriteret over børn, der synger, eller en film, der spiller.

Vi kunne godt tænke os at være med til at udvikle mere intelligent lyd – det kan målrettes meget præcist med de rette værktøjer. Hvis kommunen gik ind i en forsøgsordning med vores folk og dem, der bor omkring, så kunne det være et spændende eksperiment.

Og meget af det er jo også driftsbudgetter, og der bliver hele tiden skåret ned. Men Amager Bio er jo faktisk et sted, der tjerner penge – og dét synes jeg, de skal huske inde på rådhuset. Der er nogle økonomier, der mener, at man ikke må tjene penge, og det bliver vi også nødt til for at kunne holde fast i den smallere musik, som ellers ikke ville blive spillet, hvis det skulle være på markedsvilkår. Der skal man passe på som kommune, at man ikke bliver bange for sig selv.«

Jeg kunne godt tænke mig noget latinamerikansk dans, squaredance – både at se på det og at lære det. Et open-air bio. Og så vil jeg gerne have fællessang: Når vi cykler fra arbejde eller henter børnene, så mødes vi på Musiktorvet og synger en sang sammen. Der er altså noget fascinerende ved det. Så det bliver jeg nødt til at få nogen til at være med på,« drømmer Randi.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Mjølnerparkens beboere klar til retten

Debat: Tak for en god dialog, Nikolaj Bøgh