Overborgmester Frank Jensen (S) var sidste år på besøg i Sigynsgade for at høre om utrygheden i området. Arkivfoto: Martin Sørensen
in , , ,

Sur 😠

Med foråret spirer utrygheden i Sigynsgade

SIGYNSGADE. De senere år har beboerne i Sigynsgade været voldsomt plaget af en gruppe unge mænd, som har skabt stor utryghed i området. Tryghedsskabende tiltag er i gang, men utrygheden vokser hos beboerne, efterhånden som grupperingen vågner af vinterhien.

UTRYGHED: Kvindelige beboere, der blev forulempet, mandlige beboere der blev mødt af skældsord og en bestyrelsesformand, der blev overfaldet. For ikke at tale om gaderæs og narkohandel.

Det var virkeligheden for beboerne i Sigynsgade sidste år, som oplevede stor utryghed på grund af en gruppe unge mænd, der holdt til i området.

De mange utryghedsskabende episoder førte til, at overborgmester Frank Jensen (S) tog ud i kvarteret for at møde beboerne og høre om den utryghed, der er vokset gennem de seneste år.

Her gjorde han det meget klart over for politiet, at det er nødvendigt at slå hårdt ned, skulle det igen begynde at blusse op i løbet af foråret. For der er ingen, der ønsker en gentagelse af sidste år.

Mere overvågning, men..

Siden er det endelig lykkedes beboerne at få mere overvågning i området. Københavns Politi har sørget for to kameraer, som nu er placeret på henholdsvis Krakas Plads og i Sigynsgade.

Kameraerne blev sat op i uge ti og skulle efter sigende være af bedre kvalitet, end dem, der allerede befinder sig i området, oplyser formand for bestyrelsen i Sigynsgade 36-66, Martin S. Hansen, der dog tilføjer, at kameraerne desværre ikke virker endnu. Københavns Politi kan ikke oplyse, hvornår kameraerne kan tages i brug.

Men det skal være snart, for med forårets kommen er de samme problemer begyndt at vende tilbage til området, fortæller formanden.

»Vi havde en episode i sidste uge, hvor to stakkels piger blev chikaneret af en gruppe unge mænd. Først blev de piftet og råbt af, og efterfølgende blev der banket på deres ruder om natten.«

Henlagde gaden i mørke

Martin S. Hansen fortæller, at bestyrelsen blandt andet er i dialog med Team Sikker By for at finde en holdbar løsning, som kan forebygge den her type uro, som beboerne oplevede meget af sidste år.

»Vi har foreslået enten helt at fjerne p-pladserne ved opgang 64 og 66, samt at afspærre rundkørslen. Vi synes ikke, det er meget at bede om, at man for eksempel sløjfer nogle P-pladser og laver bede med noget bevoksning i stedet. Det ville forhindre dem i at kunne stå og banke på vinduerne,« siger Martin S. Hansen, som oplyser, at grupperingen også skabte uro i området for få dage siden ved midnatstid.

»Her var de cirka ti personer, som holdt til ved Krakas Plads og Sigynsgade. Da politiet kom, forsvandt de som dug for solen, men så snart politiet kørte, var de tilbage igen. To biler kørte op ad Sigynsgade, og nogle stykker steg ud af bilen, åbnede bagsmækken og tog en cykelkæde ud af den. Den smed de op på elledningerne, så alt lyset forsvandt. Det var sgu ikke særlig sjovt, og det blev først repareret mandag,« siger formanden.

Politiet: Området har høj prioritet for os

Han tog billeder af bilens nummerplade og er lige dele forundret og frustreret over, at politiet ikke kan handle ud fra de oplysninger.

»Jeg har sendt billeder af nummerpladerne på de to biler til politiet, og så ville jeg da tro, at man kunne hive fat i ejerne af bilerne og spørge dem, hvem der kørte med dem. Men det må man åbenbart ikke,« siger Martin S. Hansen.

Københavns Politi oplyser, at de siden uroen omkring Sigynsgade sidste sommer har taget en række forholdsregler, blandt andet øget patruljering og bekymringssamtaler med en række af de unge og deres forældre.
»Københavns Politi er meget opmærksomme på området omkring Sigynsgade og Krakas Plads. Området har høj prioritet for os, og vi er løbende i dialog med borgerne, Københavns Kommune og andre relevante aktører for at deltage i en flerstrenget indsats for at sikre, at problemerne, vi så sidste år, ikke blusser op igen,« siger Jonas Wybrandt, leder af nærpolitiet Nordøst.

Gaderæs har været endnu en utryghedsskabende udfordring i området, men det er der så småt ved at blive taget hånd om.

»Teknik- og Miljøforvaltningen er langt om længe gået med til at øge størrelsen på det midterste vejbump, hvilket burde begrænse problemet. Men vi oplever stadig, at biler fortsat kører henover Krakas Plads, fordi det er muligt at snige sig forbi den pullert, der er der. Der skal der altså sættes en ekstra pullert op,« siger Martin S. Hansen.

Der har for nyligt været generalforsamling i foreningen, og da var meldingen fra beboerne klar.

»Flere ville gerne vide, om vi som bestyrelse har styr på situationen. For der er jo ingen, der ønsker en gentagelse af sidste år,« siger Martin S. Hansen.

Vi følger sagen.

LÆS OGSÅ: https://minby.dk/2018/10/30/88977/med-et-kamera-er-der-altid-et-vidne-skulle-jeg-blive-slaaet-ned/

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Kran i Nordhavn med i kamp om fornem pris

Amager Bio: Velsmurte hjul i maskineriet