Rune Engstrøm på gåtur hjemme i Kastrup by. Her ved haveforeningenog stisystemet nær ved Gammel Kirkevej. Foto: Thomas Berggren.
in ,

Elsker 😍

Rune Engstrøm: Træd varsomt i Kastrups gamle lystbådehavn

KRONIK. I løbet af vinteren har der huseret en lidt ubuden gæst rundt i det ellers svært hyggelige område, som netop nu er under en rivende udvikling. Af blandt andet et stort kontor- og hotelbyggeri på den tidligere glasværksgrund.

Af RUNE ENGSTRØM

TÅRNBY: Som en rart afslappet vandringsmand på farten – især nede på de forskellige slags pilgrimsspor i Spanien – har jeg været ude for mange små, spændende og usædvanlige stævnemøder. Hvori diverse arter af dyr har været involveret undervejs. Men at jeg ligefrem skulle komme ud for et halvdramatisk møde med et større dansk rovdyr – så at sige hjemme i min egen baghave – kom meget bag på mig hin mørke og frostklare vinteraften i december måned.

Dèr i Kastrups gamle lystbådehavn, hvor man kan sidde ude på den ene af molerne ved et træbord. Grænsende tæt ind til det opdæmmede jordareal, der i min egen ungdom lagde det salte havvand til badeanstaltens altid sommerlige leben. Af lutter sol, liv og glade dage.

Men som sagt har jeg især nede på Den Iberiske Halvø stået ansigt til ansigt med et lille sødt egern på en træstamme, der kiggede mig dybt ind i sjælen. Jeg har befundet mig på en smal skovsti, hvor en hidsig tyr afspærrede mig vejen for blot at gå fredeligt forbi den. Jeg er blevet vækket af en stor flok højt skræppende fasaner, der gik rundt oppe på min kropsindhylede sovepose – på et engdrag lige op og ned af en kirke. Jeg har været tæt på at træde på en formastelig giftig hugorm, der næsten fik mig til at vælte bagover – og ned i et lille rislende bækløb.

Jeg er blevet overfaldet af et par bidske hunde på en helt øde markvej uden flugtmuligheder, hvor jeg kun blev reddet i land af min stenhårde og agressivt svingende bambuskæp, som jeg havde fået i heldigt gave af et par venlige spanske vejarbejdere. Og jeg har blandt andet nydt det skønne syn af nogle kæmpestore oddere, der legede kådt rundt i flodbredden i den solgryende morgenstund.

Et sandt ædeeldorado
Og nu var tiden altså blevet inde til et meget aparte møde med et større dansk rovdyr. I øvrigt med et dyreliv, der igennem de senere år har været under en stærk forandring her i Kastrup-by og den nærmeste omegn. Et lokalt dyreliv, der vender op og ned på alting. I hvert fald fra dengang af, da jeg selv var en glad, lille og fro legende barn af tresserne og halvfjerdserne, hvor faunabestanden især bestod af gråspurve, solsorte, stære, måger og pindsvin.

Derhjemme i beboelseskvarteret og gaderne omkring Ved Diget, Helmer Søgaards Alle, Kofoed Jensens Alle og John Tranums Alle. Men nu om stunder domineres det lokale dyreliv af helt andre arter, som er blevet presset ind i selve byområderne. Såsom krager, skader, harer og tilmed ræve. Allesammen dyr, der hørte til nogle mere vilde former for dyr i min egen barndom, og som man kun kunne støde småsentationelt på langt ude på bøhlandet.

Hvad der heller ikke fandtes i min langt mere forbrugsfattige barndom kan tilskrives den nuværende burgerkæde – McDonald`s. Et sandt ædeeldorado for alle os usunde elskere af en hurtigt serveret omgang fastfood, der blandt har en tillokkende drive-in afdeling beliggende nede for enden af Amager Strandvej – derude ved den stærkt trafikerede rundkørsel tæt på Lufthavnen. Og det var lige præcis i dette hersens spisende burgermekka, at jeg en halvsen og mørk vinteraften havde bevæget mig småsulten ind gennem glasdøren hos. Og hvortil jeg med en lettere dårlig samvittighed bestilte en McFeast-menu.

Til at tage med mig i en lortebrun papirspose, hvorefter jeg vanen tro ud i denne slags fedtudskejende spiseløjer fortsatte min kolde traskende gåfærd.

Hen imod Kastrups gamle lystbådehavn, og med favnen godt fuld af indholdet fra papirsposen. Af den oliesnaskede industriburger, de lemfældigt saltede fritter samt de dyrt og ekstraindkøbte små poser med tyndt flydende mayonaisesauce i. Nu var jeg, som så mange gange før, tæt på at sætte mig godt og junkfood-mæskende tilrette. På en kombineret bord- og bænkeplads ude for enden af den havnemole, der ligger nærmest på ud mod Lufthavnens travle og i dette øjeblik næsten aftenlydløse flytrafik.

Det maritime fyrtårn
Men lige pludselig blev stilheden brudt, da den ubudne gæst dukkede op på havnemolen. Og endnu mere uvelkommen var den med tanke på, at jeg netop skulle til at sætte tænderne solidt bidende i mit lidt fantasiløse aftensmadstraktement – af burger og pommesfritter. Alt imens jeg i det frostklare vintermørke – på en indtil da herligt afslappet vis – iagttog alle de konstant landende fly ude over Øresunds roligt krusende bølgeskvulp.

Derude ved det historisk maritime fyrtårn – ’Nordre Røse’. Samtidig med, at jeg med en indre varme mindedes den forsvundne badeanstalt, der havde ligget just ved siden af den nutidige havnemole.

Et skønt legende sommereldorado, hvorfra der blandt andet blev nydt massevis af billige pølsebrødskradsere og de svært nødvendige og isafsvalende københavnerstænger – derinde fra kiosken af. Midt imellem de til tider noget kåde og overophedede hovedspring ude på tremetervippen. Rare minder, der dog forsvandt med lynets hast, da jeg så en stor og rustrødt lodden ræv, der i netop dette her skæbnesvangre øjeblik stod og gloede på mig. Endda med et stift og fast determineret blik. Dér imellem det udlagte stendige og straks foran træbordet.

Ræven – en ellers meget tæt på uddøende dyrerace på lige præcis Amager. For blot nogle år siden, hvor der vist nok fandt et større udbrud af sygdommen »skab« sted. Og en særligt ubuden gæst, set i forhold til at indeholde den for mennesker endnu farligere sygdom med »rabies«.

Noget der hurtigt fik mine tanker på såre fantasirigt spil om dengang, hvor jeg som en ganske ung mand var blevet udstationeret som dansk FN-soldat på Kærlighedsgudinden Afrodites Ø – Cypern, og hvor jeg faktisk kunne finde på at løbe motionsture oppe i Trodos Bjergene med livrem og seler på.

Skarpladt maskinpistol
Det vil sige, at jeg løb omkring med både en skarpladt maskinpistol og en skarptsleben bajonet på mig. Udelukkende fordi jeg var bange for at blive bidt af nogle af naturområdets mange vilde hunde, som jeg godt vidste kunne være sygdomsinficerede med hundegalskab – altså »rabies«. Men nu stod jeg Gud hjælpe mig ansigt til ansigt med den nøjagtig selvsamme fare. Lige præcis her i Kastrups eget lillebitte smørhul – af alle steder.

For selvfølgelig måtte der være noget galt med det arme firbenede dyr, sådan som det bare blev ved med at stå og glo på mig. Kun et par et par meters usikre penge væk. Fuldstændig uanfægtet, af min også nu meget nervøse kropspositur af at være stiv som en bræt.

»Hvad pokker handlede det her mon om«? Det handlede selvfølgelig om et meget sultent dyr, der var nødtvungent ude efter min medbragte mad. Hvilket man vel egentlig heller ikke kunne fortænke den i, når det jo immervæk drejede sig om denne her noget nær så gudespisende gastronomi. Tilmed fra selveste McDonald`s af.

Midt i min umiddelbare skræk, for såvel at blive bidt og få hundegalskab, var det tilsyneladende lige så vigtigt for mig at beholde det så udsøgte madindhold. Fra den lortebrune papirspose af, hvorfor jeg besluttede mig for at tage kampen dumstædigt op med det noget glubske rovdyr. Et aldeles målbevidst kræ, der ikke sådan lige lod sig jage væk af, at jeg ellers var begyndt at råbe og skrige op i sveddryppende vilden sky – samt vifte febrilsk med alle mine forsvarsmobiliserede arm- og benlemmer. Men det mystiske ræveeksemplar reagerede derimod fuldstændigt atypisk. Ved simpelthen at snige sig så tæt hen i mod mig som overhovedet muligt, og så den praktisk talt var nær ved at røre en af mine nervøst rystende fodsåler, der til gengæld var ret så klar og parat til at sparke rask ud efter den. Naturligvis i en ren og skær panikhandling – og altså i den pureste form for selvforsvar.

Hele den bizarre misere endte dog med, at jeg som en anden godt fornuftig tøsedreng valgte at tage benene spurtende på nakken. Hvilket blot resulterede i, at jeg uforvarende kom til at agere ligesom et byttedyr i stedet for. Og med ræven lige i hælene og buksebagen på mig, opgav den først sin agressive løbejagt på mig og min madpose, da jeg nåede i frelst og stærkt forpustet sikker havn. Henne ved lystbådehavnens egen lille og nutidige grillbar – »Havnehytten«.

Sandsynligvis fordi, at ræven netop her var ved at komme alt for tæt på civilisationen af den menneskeherskende race. Og muligvis på grund af alt det stærke medfølgende og øjeblændende vejlys. Fra blandt andet den stærkt motoriserede Amager Strandvej af. Samt specielt ved forekomsten af de allestedsnærværende og rimeligt lokalt forkætrede taxachauffører. Inkluderende deres utallige parkerede køretøjer, som lufthavnen åbenbart ikke har pauseplads nok til at huse. Indenfor i deres vidt ombejlede vejarealer af en også ubarmhjertigt administrerende trafiklogistik.

Akkurat på lige fod med, at jeg ikke undte den megasultne ræv at deles om min medbragte og åbenbart særligt attråværdige aftensmad. Og det kan da godt være, at den dér fødedesperate og stridslystne Mikkel Ræv formåede at vinde det første slag, da den jagede mig ihærdigt væk fra havnemolen, men den vandt så sandelig ikke selve madkrigen.

Madkrigens endelige sejrherre
Jeg særligt situationsbestemte hurtigløber endte så sandelig op som madkrigens endelige sejrherre, da jeg bagefter – og med nogle fortsat helt vildt galopperende hjerteslag – trods alt var i stand til at sætte mig ned og spise min nu halvkolde junkfood.

Fra det multinationale burgerdynasti – »McD.«, hvortil det retfærdigvis skal nævnes, at de i det mindste ikke havde solgt mig en eller anden form for en brandvarm rævekage. Eller har imperialistisk skyld i, at der måske stadigvæk render en vild ræv rundt nede i Kastrups gamle lystbådehavn, og opfører sig som noget af en fræk slagterhund – men træd nu varsomt alligevel!

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Påske i Kronen

Master Fatman får farverig bisættelse