Janni Bülow med blomsterbuket og diplom for kåringen som 'Månedens Amagerbutik' i marts. Foto: Martin Sørensen.
in

Elsker 😍 Wow 🤩

Janni fik konstateret kræft: Nu driver hun skønhedsklinik

MÅNEDENS AMAGERBUTIK. Skønhedsklinikken ByBülow på Løjtegårdsvej 77 er kåret til ‘Månedens Amagerbutik’ for marts. Janni Bülow er kvinden bag virksomheden, der blev realiseret under et alvorligt sygdomsforløb og gentagne besøg på Rigshospitalet. »Jeg så, hvordan kvinder kom ind som normale mennesker og forlod hospitalet med lavt selvværd. Jeg må kunne gøre et eller andet for de kvinder, tænkte jeg,« fortæller Janni.

AF JAN JEPPESEN

TÅRNBY: Livet smiler til Janni Bülow. Det gjorde det ikke for fem år siden. Lægernes diagnose lød på halskræft. Janni måtte igennem 34 strålebehandlinger på Rigshospitalet inden hun kunne smile til livet igen.

»Jeg arbejdede hos Rigspolitiet med telefonaflytning, da jeg fik konstateret min kræftsygdom. Det var faktisk dér på Rigshospitalet, hvor jeg så, hvordan kvinder kom ind som normale mennesker og forlod hospitalet med lavt selvværd, at jeg fik ideen til min skønhedsklinik. Der må være noget, jeg kan gøre for alle de kvinder, tænkte jeg,« fortæller 50-årige Janni Bülow, der ene og alene styrer klinikken ByBülow, som er kåret til ’Månedens Amagerbutik’ for marts af Amager Bladet og Danske Bank på baggrund af anbefalinger fra læsere og brugere af Amager Bladets Facebook-gruppe.

»Jeg startede heroppe på Løjtegårdsvej, først hjemme i stuen, og så oppe hos Frisør Karina, inden tog videre til Brigadevej. Jeg og Allan (Jannis mand, red.) har nu købt hele huset her på Løjtegårdsvej 77, hvor jeg indretter min egen klinik i sidebygningen. Det er her den gamle Løjtegårdskiosken lå,« forklarer Janni, der midt i flytterodet har indrettet en interimistisk briks ved indgangen til hovedhuset.

Når klinikken er færdig vil der være behandlerrum, køkken, toilet og to frisørstole til udlejning.

Jeg fortryder ikke en dag

Janni Bülow uddannet inden for permanent makeup. Hun kan lave øjenbryn og kunstige øjenvipper, hårpigmentering, fregner og læber.

»Jeg fortryder ikke en dag, at jeg har gjort det her. Det er lige før, at jeg bliver helt rørt, når jeg tænker over det. Når en kunde kommer og siger ’du har virkelig ændret min hverdag’ – ja, så er det det hele værd. Unge piger, der bliver opereret for fedme, de mister også tit håret. Jeg kan så lægge lidt farvepigment, så det ser ud som, at de har lidt mere hår. Det er jo ikke alle der ønsker at gå med en paryk. Men det er ikke pengene der driver værket. De unge piger, der lige er fyldt 18 år og gerne vil have bryn i panden – nej, dér sætter jeg grænsen. Jeg siger for det meste ja til kvinder på min egen alder. De kommer én gang om året til optegning, andre kommer hver tredje uge. Det afhænger af, hvad der er blevet lavet,« fortæller Janni, og understreger, at hendes kunder skal kunne stå op en søndag morgen og se naturlig ud.

»Den største glæde er at se folk gå ud gennem døren. De er bare så glade. Eller kvinden, der fortæller, at hun var på ferie og og første gang i fem år kunne sætte sit hår i en hestehale.

At blive kåret til ’Månedens Amagerbutik’ er bare fantastisk. Det viser, at mine kunder sætter pris på mit arbejde. Prisen er også genial. For den er lokal. Og den samler Amager,« smiler Janni.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Plastic er yt: Elever samler ind

Superhelten i Nordre Frihavnsgade: Benjamin har solgt legetøj, siden han var ti år