in , ,

Elsker 😍 Like 👍

I ‘Dyren’ får dyrene en ny chance

DYRELIV. Midt i Folehavekvarteret ligger bybondegården ‘Dyren’ hvor mange af dyrene er reddet fra et trangt liv i bur. Nu bor de så i denne grønne oase, hvor kvarterets børn hjælper med pasningen.

BYBONDEGÅRD: I rask trav og med en gryntende tryne strakt frem tager minigrisen Gurli imod ved lågen, og bedre velkomst kan vel næppe ønskes på sådan en forårsonsdag i begyndelsen af april.

Midt blandt Folehavekvarterets gule 50’bygninger ligger bybondegården ’Dyren’, som er en del af Folehavens Ungdomshus. Her lever får, geder, kaniner, katte, høns og chinchillaer fredeligt side om side. Her kan kvarterets børn melde sig ind og blive passer for et dyr. Det ved dyrepasser Tina Volquartz alt om:

»Jeg har været en del af ‘Dyren’, siden jeg var barn, og nu er jeg så ansat herude. Vi har vel omkring en 25-30 børn, som er skrevet op til at passe dyrene. Det betyder, at de skal hjælpe med fodringen, kaninerne skal ind i deres bure om natten, og så skal der muges ud engang om ugen. Vi er her så til at hjælpe dem hver dag,« forklarer hun.

To minigrise flytter ind

Når man møder bybondegårdens dyr i dag ser de alle sunde og raske ud, mens de bevæger sig frit rundt i ’Dyrens’ lille grønne oase. Så lykkeligt et liv er det dog langtfra alle dyrene, der har haft.

Tag nu bybondegårdens to gryntende minigrise Gurli og Grisling, som nær aldrig var kommet til verden:

»Vores to grise kommer fra en dyreværnssag i Nordjylland, hvor en dame havde mistet grebet om sine dyr. Jeg tror, hun havde omkring 100 grise, der var sluppet fra hende og ind på naboernes område, og det var mere, end hun kunne klare. Der var så en mand, der besluttede sig for at hjælpe hende af med grisene, så han fik indfanget dem, hvorefter han begyndte at finde hjem til grisene. Her skrev vi så, at vi gerne ville adoptere et par grise, hvis de kunne fragtes til Sjælland,« fortæller Tina Volquartz og fortsætter:

»Vores to grise var dog ikke født, da moren blev indfanget, og desværre viste det sig, at hun havde brækket ryggen, så hun blev aflivet, da hun havde født. Siden er ungerne opflasket, og i dag er de næsten et halvt år gamle og to glade grise, der æder alt, de kan komme i nærheden af.«

Fra burhøns til frie høner

De to tryner er bestemt ikke de eneste dyr i ’Dyren’, der har fået en ny chance. I den lille stald bor de to sølvgrå chinchillaer Kalle og Gizmo, som dyreværnsforeningen Anima reddede fra en svensk pelsfarm, og som siden flyttede ind i Folehavekvarteret.

Tager man et kig på hønseflokken, der spankulerer rundt på græsset og pirker i jorden, så ser man blandt andet fire hvide og sunde høner, der alle er tidligere burhøns, som blev reddet af dyreværnsforeningen ’Frie Vinger’.

Og sådan fortsætter historierne om dyrene, der blev reddet fra grusomhed og endte med en lykkelig tilværelse i ’Dyren’. Her kan du for øvrigt også lægge vejen forbi og hilse på dem i åbningstiden, som er hverdage fra klokken 12.00-17.00.

 

Nødstedte dyr får en ny chance på den bemandede legeplads ‘Dyren’ i Folehaven. Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Anden bringer ud og kommer hjem igen

Foredrag om at finde tilbage til livet