Foto: Freja Arendt

Blæserkoncert i Ansgar Kirke

KONCERT: Søndag 14. april, klokken 16.00, sætter Føhn-kvintetten påskeugen i gang med skønne blæserkvintetter af danske Carl Nielsen og franske Jean Francaix ved en gratis koncert i Ansgarkirken, Mågevej 33.

Koncerten indledes med nyere musik i form af Jean Francaixs 2. blæserkvintet fra 1987. Francaix skrev tonal musik i en tid, hvor den klassiske musik, stærkt påvirket af to verdenskrige, bevægede sig i en mere eksperimenterende og atonal retning, hvor kradse klange afspejlede de grusomme begivenheder der havde fundet sted. Når man hører Francaixs musik, falder tankerne dog snarere på en tur til Paris livlige café-miljøer, med optrædende jazzmusikere og munter stemning.

I anden halvdel af koncerten spilles et af Carl Nielsens mest berømte og elskede værker, nemlig hans blæserkvintet, op. 22 fra 1922. Som optakt vil publikum inviteres til at synge med på påskesalmen »Min Jesus lad mit hjerte få«. Netop denne salme bruger Nielsen nemlig som tema i kvintettens tredje sats, Tema med variationer. Her høres koralen først i Nielsens egen harmonisering, og derefter følger en række variationer over den smukke melodi.

Føhn-kvintetten består af fem unge blæsere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Oboisten Freja Arendt, som er iblandt, er til daglig kirkesanger i Ansgarkirken, men studerer samtidig på konservatoriet og er meget aktiv i flere af landets orkestre.

nmb

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Foredrag om at finde tilbage til livet

Klip gækkebreve og lav påskeæg i Kronen