Lokale ildsjæle skyder søndagens klima- og demokratifestival i gang på Musiktorvet ved Amager Bio. Foto: PR-foto.

Like 👍

Søndag på Musiktorvet: Lokale ildsjæle skyder klimafestival i gang

SUNDBY: Holdet bag Amagers første Klima- og Demokratifestival glæder sig til en kæmpe folkefest søndag den 7. april, hvor Musiktorvet på Øresundsvej 6 omdannes til en markedsplads for klimabevidste virksomheder, foreninger, politikere og borgere. Der er gratis entré, og mange lokale erhvervsdrivende bakker op.

På pladsen vil der løbende være jazzmusik, mad og drikke, børneunderholdning ved Trolle og Tormod, spil og quizzer samt workshops, hvor man kan få praktiske tips og tricks med hjem. De frivillige arrangører bag Amager Klima- og Demokratifestival er desuden særligt glade for at opleve den kæmpe opbakning fra øens mange handelsfolk, foreninger og græsrødder, som kommer på dagen for at fremvise deres klimavenlige aktiviteter og produkter.

Der kommer blandt andet boder fra WeFood og Naturtørst på Amagerbrogade, Elektronikværkstedet på Prags Boulevard, Øens Spisested ved Prismen, Planteslagterne, BRØL, Max Honning, Amager Æblemosteri, TagTomat og mange flere.

Og så kommer Repair Café Danmark og Elektronikværkstedet og hjælper alle interesserede med at reparere elektronik og tøj, som er gået i stykker eller trænger til en kærlig hånd. Og man kan sy stofposer af genbrugsstof sammen med Plastikpose-frit Amager.

Medarrangør Rikke Lauritsen udtaler: ”Vi har knoklet hårdt i et par måneder for at strikke et sjovt og lærerigt program sammen – så nu håber vi bare, der kommer tusindvis af glade ama’rkanere, som er nysgerrige på en klimavenlig livsstil og de politiske beslutninger der skal til.”

KLIMAFESTIVALEN

  • Afholdes fra klokken 11.00-17.00 søndag 7. april på Musiktorvet, Øresundsvej 6.
  • Arrangeres i samarbejde mellem Amager Øst Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Miljøpunkt Amager
  • Arrangørgruppen tæller 10 frivillige fra Amager, som bruger deres fritid på at stable festivalen på benene
  • Gratis entre
  • Bæredygtig mad, drikke og øl sælges på pladsen
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Til tjeneste i 1848 og 1864

Så er det ved at være tid: Hent kompost på genbrugspladsen