Eik Dahl Bidstrup (V) med mobiltelefon og Kenneth Gøtterup (K), da stemmetallene indløb på valgaftenen i november 2017. Måske er et tættere samarbejde på vej. Arkivfoto: Michael Paldan
in , ,

Haha 😆 Like 👍

S-enegang kan få konsekvenser: Opbrud i Dragørs politiske flertal

POLITIK. Det har svækket samarbejdet mellem Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti i Dragør, at S i marts trak stikket til White Water Park-planerne. Og nu har V politiske følere ude hos Konservative om et muligt samarbejde.

DRAGØR: Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i Dragør har stået last og brast, efter de tre partiers konstitueringsaftale i november 2017 efter kommunalvalget.

I hvert fald lige indtil S i starten af marts – efter et enstemmigt ønske fra den lokale partiforenings generalforsamling – trak sin støtte til at investere 3,5 millioner i etablering af Copenhagen White Water Park i Dragør. En aftale, der ellers var cementeret i SOV’s budgetforlig i efteråret 2018.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) sagde efter Socialdemokratiets enegang, at han nu ville invitere S og DF til en »dialog for at drøfte det fremtidige samarbejde.«

Den dialog har nu bredt sig ud over det sædvanlige trekløver, for også Konservative er blevet inviteret til en snak, fortæller gruppeformand, Kenneth Gøtterup.

»Vi har fået en henvendelse fra DF og Venstre, om vi kunne tænke os et øget samarbejde, og når Konservative bliver inviteret, kommer vi og lytter. Der er ikke nogen aftaler, men det man i politik kalder en sondring af mulighederne for et ændret samarbejde,« siger Kenneth Gøtterup.

Budgetforliget mellem S, O og V eksisterer dog stadig.

»Overfor O og V har vi fastslået, at de har valgt et samarbejde med S om et rødt budgetforlig, og det er deres ansvar at gennemføre det. Og hvis man ikke ønsker at gennemføre rød politik, så må de komme med et forslag til, hvad der så skal gøres,« siger Kenneth Gøtterup.

Baglandets magt hos S

Borgmester Eik Bidstrup Dahl (V) bekræfter, at der er sonderinger i gang med andre partier end det sædvanlige flertal

»Venstre har haft en snak med både Liste T og Konservative og Dansk Folkeparti hver for sig på baggrund af budgetseminaret. Der var jo den kedelige situation, at Socialdemokratiet løb fra budgetaftalen, og det har selvfølgelig rejst spørgsmålet: Kan vi stole på Socialdemokratiet, når vi laver aftaler med dem.«

»Vi har været utroligt glade for samarbejdet med den socialdemokratiske byrådsgruppe, og vi har også personligt gode relationer. Men vi bliver bekymrede for, når et ultrarødt bagland tager magten fra byrådsgruppen,« siger Eik Dahl Bidstrup.

Manglede svar om projekt

Den socialdemokratiske gruppeformand, Allan Holst siger om de nye sonderinger:

»Vi har kun interesse i, at det næste budget bliver så bredt som muligt. Så på den måde har vi ikke noget imod, at andre partier inddrages, tværtimod,« siger Allan Holst.

Til borgmesterens bemærkninger om det socialdemokratiske baglands magt, siger han:

»Der var jo en opfordring fra vores generalforsamling, som vi tager med i overvejelserne. Men vi har jo tidligere stillet en masse spørgsmål til projektet, som vi aldrig har fået svar på. Og så må man på et tidspunkt sige: Enten får vi svar på spørgsmålene, eller også må vi prøve noget andet.«

»Vi er stadig positive overfor at købe asylcentergrunden og bruge den til andre rekreative formål, og det samme er Venstre og DF, så jeg ser ikke de store uoverensstemmelser i det samarbejde, vi har,« siger Allan Holst.

Fuld stop for økonomien

I de nye sonderinger åbner Kenneth Gøtterup for en ny politisk flanke i diskussionen om Dragørs økonomi og den førte politik.

»Jeg ser med stor alvor på de økonomiske udfordringer, kommunen står overfor. Likviditetskurven er kraftigt nedadgående, og vi trænger til et fuldt stop, hvor politikere og administration koncentrerer sig om de borgernære ydelser, og ikke bruger en krone mere, end vi tjener. Vi skal genopbygge likviditeten, hvis vi skal overleve som selvstændig kommune – det er alvor nu.«

»Jeg har den oplevelse, at vi er de eneste, der ser den udfordring. At være politiker i Dragør er som at være med i Luksusfælden – alle bruger løs uden at tænke videre over det,« siger Kenneth Gøtterup.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Passionen for håret stammer fra England

Hæder: Unik legetøjsforrretning er den første vinder af Månedens Østerbrobutik