in ,

Elsker 😍

Lykkebos folkelige folkekøkken

PREMIERE. At Julie Ulrikke Dyrby Aarø-Hansen fik en god idé, da hun besluttede at skabe et folkekøkken på Lykkebo Skole, er hun ofte blevet bekræftet i de -eneste måneder. Det helt store skulderklap kom dog ved premieren torsdag aften.

FOLKETS KØKKEN: En duft af Indiens eksotiske krydderier møder næseborene, allerede inden fødderne er nået helt indenfor på Lykkebo Skole, hvor Vigerslevs første folkekøkken finder sted første torsdag i april.

Velankommet i skolens smukke aula akkompagneres duften af den summende lyd fra cirka 150 menneskers hyggesnak rundt om de opstillede langborde. I spidsen for Lykkebo Folkekøkken står Julie Ulrikke Dyrby Aarø-Hansen, der har knoklet indædt på at skabe kvarterets første folkekøkken i samarbejde med et væld af lokale, frivillige kræfter:

»Vi har knoklet det meste af dagen på at blive klar. Først kom vores fire flittige lommepengejobbere og hjalp med at stille borde og stole op, og i formiddags mødte der et hold af frivillige ind, som har hjulpet vores kok Ole med at lave mad. Vi kunne dog først få adgang til skolens køkken efter klokken 12.00, så vi har været lidt nervøse over, om vi nu ville nå blive klar til klokken 17.30,« fortæller Julie Ulrikke Dyrby Aarø-Hansen.

LÆS MERE: Julies folkekøkken er for alle

Et flot fremmøde

At dømme ud fra duften og klirren af bestik mod porcelænet er det flittige køkkenpersonale nået i mål med aftenens menu, der er chicken tikka masala med ris pilaw, mango pickles og argurke/ananas raita.

Fadene tømmes hurtigt i takt med, at flere og flere langborde fyldes med folk, og Julie Ulrikke Dyrbyb Aarø-Hansen er da også blevet mødt med et væld af positive tilkendegivelser under de langvarige forberedelser af Lykkebo Folkekøkken:

»Mange er kommet til mig og har sagt, at de er glade for, at jeg har taget initiativet til et folkekøkken. Det virker som om, kvarteret har savnet en anledning til lige at komme ud af huset på en hverdag, uden at det behøver at være takeaway. Det beviser fremmødet jo også i aften,« siger hun og henviser til de cirka 150 mennesker, der er bænket rundt om bordene blot en halv time efter åbningen.

Maden er fortrinlig

En af de fremmødte er Erik Carlsen, der har boet i kvarteret ad flere omgange, siden han var barn:

»Jeg læste om det her initiativ i lokalavisen, så jeg dukkede op til workshoppen for at blive klogere, og så skulle jeg selvfølgelig også med til premieren. Jeg håber, at jeg kan møde nogen fra området, eller måske nogen, jeg har gået i skole med, da jeg var barn. Det er dog ikke sket endnu. Jeg kender ikke nogen af de andre ved bordet her, men det kan jeg måske komme til. Og jeg må sige, at maden er fortrinlig, så jeg kunne sagtens finde på at vende tilbage,« fortæller han.

Fra idéskaberens side er håbet netop, at Lykkebo Folkekøkken kan blive et sted, hvor områdets beboere kan møde hinanden:

»Vi har valgt at gøre det på den måde, at vi fylder bordene op i takt med, at folk dukker op, så man kan altså ikke reservere et bord. Man kan selvfølgelig sige, at man gerne vil sidde sammen med sine naboer, men ellers fylder vi et bord op ad gangen, og når bordet så er fyldt, må man gå op og hente mad. På den måde håber vi, at folk vil begynde tale sammen, selv om de måske ikke lige kender hinanden,« forklarer Julie Ulrikke Dyrby Aarø-Hansen.

Næste folkekøkken finder sted 2. maj, ligesom der også er mulighed for at spise med 6. juni. Velbekomme.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Cobra-inspireret kunst i Køkkencenter Amager

Passionen for håret stammer fra England