Sangberg er ansvarlige for skitserne på det konkrete projekt i boligområdet Sundparken, som skal resultere i fsb's første træbyggeri. De fremtidige beboere får blandt andet glæde af, at bofællesskabets trækonstruktion resulterer i et godt indeklima og er godt for akustikken i boligerne. Illustration: Sangberg
in ,

Elsker 😍 Like 👍

Nyt værdiprogram og oldekolle i Sundby skal inspirere nye bofælleskaber

BOFÆLLESSKAB. Det nye værdiprogram skal ikke kun give inspiration til et nyt bofællesskab i Sundbyøster, men også til andre seniorer, der ønsker at opretholde et socialt samvær i livets efterår.

FÆLLESSKAB: Hvordan omsætter man en række seniorers behov til et bofællesskab, der understøtter nutidige og fremtidige generationers hverdagsliv og fællesskabsformer? Og hvordan udvikler man et fællesareal, der skal understøtte sådan et fællesskab?

Svarene skal muligvis findes i et nyt værdiprogram og en ny værktøjskasse, der er det foreløbige resultat af et samarbejde mellem foreningen Realdania og boligorganisationen fsb, som er gået sammen om at realisere et nyt seniorbofællesskab, skriver fsb i en pressemeddelelse.

Værdiprogrammet og værktøjskassen er blevet til i forbindelse med, at Realdania og fsb i samarbejde med seniorbofællesskabsforeningen Sundbo har udviklet et værdiprogram for et muligt seniorbofælleskab, der skal placeres på frie arealer i fsb’s boligafdeling Sundparken i Sundbyøster.

Konkret indeholder værdiprogrammet en kortlægning over husets funktioner, zoner, designprincipper og bofællesskabets profil, der er kendetegnet af værdier som delekultur, lokalt engagement og måltidet som fællesskabsdannende faktor.

Overborgmester Frank Jensen (S) hilser projektet velkomment og glæder sig over, at København nu kommer til at huse endnu et bofællesskab.

»Det glæder mig, at der nu er endnu et seniorbofællesskab på vej i København. Jeg oplever, at flere og flere ældre gerne vil bo i fællesskab i byen, hvor de kan deltage i sociale aktiviteter og spise sammen med andre. Det vil gøre en stor forskel for mange. Derfor er det vigtigt, at vi får endnu flere seniorboliger med fællesskabet i centrum – så København fortsat er en by for alle, hvor man kan leve det gode liv, også når man bliver ældre«, siger Københavns overborgmester Frank Jensen.

En del af noget større

Værdiprogrammet og værktøjskassen kommer på baggrund af, at flere og flere ældre efterspørger boliger af denne type, hvor det er i høj kurs at være en del af et fællesskab, samtidig med at der er plads til privatlivet.

Den efterspørgsel vil Realdania gerne imødekomme, og med det nye projekt har foreningen fået en viden, de kan bruge i fremtidige projekter.

»Vi ved, at der er en enorm efterspørgsel efter seniorbofællesskaber – og det er godt, fordi det er en boligform, som vi ved, kan modvirke ensomhed. I dette udviklingssamarbejde har vi fået lærerige brugerindspark om, hvad der er vigtigt, når man udvikler nye tilgange til seniorbofællesskaber for nutidens og fremtidens – meget aktive – seniorer. Al den viden, vi indsamler og oparbejder i Realdania, skal deles. Vi har i Realdania et ønske og en ambition om, at den viden, vi indsamler og oparbejder, skal deles og dermed bidrage til at finde nye løsninger på samfundsudfordringer, som eksempelvis ensomhed blandt ældre,« siger Nina Kovsted Helk, der er filantropidirektør i Realdania.

Værdiprogrammet og skitserne vil nu indgå i lokalplansarbejdet og skal siden til politisk behandling i Københavns Kommune.

Der forventes indflytning i 2021, såfremt projektet bliver endeligt vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Avatar

Om journalisten North Media Bureau

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Frederiksberg-forfatter skriver om ensomhed og selvbedrag

Ud og Se (but don`t trust anything ) med DSB.