in

Vinder af de gyldne laurbær er knugende, smuk og en anelse langstrakt

Leonora Christina Skovs autofiktive roman, Den, der lever stille, vandt læserprisen, De gyldne laurbær, 2018. Den er et opgør med hendes forhold til forældrene, en afsked, med den hun var, en fejring af den, hun er blevet.

Vi møder Leonora Christina den dag, hun siger farvel til sin mor på et hospice. En underlig blandet fornemmelse af sorg, lettelse og skyld. Forældrene har givet hende skylden for moderens uhelbredelige kræftsygdom, fordi hun i sine tidlige tyvere sprang ud som lesbisk. Resten af bogen er en blanding af tilbageblik på barndommen og ungdommen, der blev levet i stilhed men med oprøret ulmende i kroppen, den tidlige voksenalder, hvor hun fandt sig selv og turde leve sit eget liv.

Det er desuden en beskrivelse af skriveprocessen, det langstrakte, og pinefulde ved at gennemleve alle minderne samt refleksionerne over om, man overhovedet kan tillade sig at skrive sådan en bog.

Sproget er flot og svunget. Det skorter ikke på beskrivelser af steder, personer og følelser og så den her knugende skyld, der løber igennem alle kapitler, selv efter hovedpersonen har frigjort sig fra sine forældre.

Spørgsmål og etiske dilemmaer hober sig op, og det er sikkert derfor, der er så mange, der har stemt på bogen. Fordi den er så menneskelig, så genkendelig. Så eviggyldig.

Til gengæld gør opbygningen, at man nogle gange lige skal holde tungen lige i munden. Og den langstrakte proces kan gøre teksten tung og svær at komme igennem.

Jeg skulle i hvert fald selv lige tvinge mig igennem de sidste halvtreds skylddryppende sider. Det er hårdt, det er ubarmhjertigt.

Så når du åbner Den, der lever stille, så stålsæt dig. Den er spændende og aktuel, men du skal være lige så vedholdende og beslutsom, som forfatteren har været.

God fornøjelse.

Leonora Christina Skov, Den, der lever stille, Politikens forlag

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Dizzy genåbner Bio: Vind billetter

Ny sandwichbar i det festlige hjørne