Per er klar til at præsentere sin blendede smoothie af danske skiver på fredag. Foto: Martin Sørensen.
in , , , , ,

Like 👍

Hip hop-lækkerier på fredag: Per knuser danske vinylskatte

KONCERTAKTUEL. 12 danske vinylskatte har været igennem Per Vers’ lyriske kødhakker og er genskabt som 12 helt nye numre på albummet ‘Knust Kunst’. På fredag indtager Per scenen i Hotel Cecil med live-showet til pladen. Nu pusler han med gamle plader fra Amar Records, som måske bliver en opfølger.

INDRE BY: Annisette, Carpark North, Marie Key Band, Kentaur, Benny Holst, Jomfru Ane Band, Fredrik Moth, Allan Mortensen, Janus & Venner, Peter Belli, John Nørgaard & Hans Thessink og Sølvstjernerne med Dan Turèll: En blandet pose bolsjer fra den danske musikhistorie, men også afsættet til et musikalsk eksperiment for Per Vers, som er passioneret vinylpladesamler.
Gennem 12 år har han gravet i pladekasser og siddet hjemme på Islands Brygge og lyttet sig frem til de 12 sange, der skulle samples og klippeklistres sammen til et helt nyt værk, som Per med det borgerlige navn Uldal turnerer med i disse uger. Det bringer ham på fredag til det gamle Copenhagen Jazzhouse, nu Hotel Cecil, hvor vi møder ham.

Kærlighed til sorte skiver

’Knust Kunst’ er kun udgivet i en pragtudgave på vinyl med indbygget 100 siders bog. Her smeltes Pers rimende og detaljerige tekster sammen med 20, 30 og i et tilfælde 50 år gamle stemmer, som han i samplet form taler med – han kalder det »at snakke med skiver«.
De gamle fuldfede toner er røget under pickuppen og gennem maskineriet hos Esben Thornhal, der blandt meget andet har stået for musikken på L.O.C.’s tre sidste albums, og et hav af instrumentalister og gæstesolister bidrager.
Per har meget på hjertet, og albummet er uden brug af gæsterappere, men Per får vokalassistance fra allerøverste hylde på et par af omkvædene: Shaka Loveless og Barbara Moleko. Sangene stikker tematisk i alle retninger, uforudsigelige emner tages op og angribes fra overraskende synsvinkler. Men kærligheden til de gamle, sorte skiver er tydelig:
»I løbet af de 25 år, jeg har samplet plader, har jeg måske brugt 250 plader. Jeg har lavet omkring 250 numre, og hvert af dem indeholder jo som overskrift en sampling et eller andet sted fra. Jeg har løbende fået nye plader ind i samlingen, lært dem at kende og brugt dem til at spytte noget andet nyt ud i den anden ende. Det er sådan en helt hverdagsagtig ting for mig,« fortæller Per og fortsætter:
»Det med at skrive tekster, udtænke koncepter, øve med bands og alt det, der hører med til at være udøvende, indspillende kunstner… Det, som er allermest lystbetonet og som jeg altid kan ligegyldigt hvor træt og uinspireret, jeg er, det er at sidde og lytte til plader og lede efter samples.«

Had til dansk musik

Det var dog først ret sent, at hip hopperen tog hul på den danske musikskat:
»Det nye for mig her var så at gå på jagt i min egen musiktradition. Det er lidt omvendt fra de fleste andre. Det naturlige er vel at starte på sine egne breddegrader og så brede sig ud derfra – eller hvad? De fleste børn og unge starter nok med at blive blæst omkuld af de absolut største stjerner. Justin Bieber er den, som alle veninderne kan blive enige om er lækker, så der starter vi. Lige så stille ser man så måske gennem facaden af glitz og glamour og begynder at søge noget andet. Og så er der måske ham der Magnus nede i ungdomsklubben, som spiller guitar. Der er ikke nogen, der kender ham, men netop derfor bliver det interessant at følge ham.
På samme måde for mig, jeg havde ikke engang et had-kærlighed forhold til dansk musik, bare et

Foto: Martin Sørensen.

had-forhold. Jeg var slet ikke tiltrukket af det, jeg hørte i radioen, og slet ikke da jeg havde fundet den amerikanske rap. Og hvor kom det fra? Så begyndte jeg at gå ombord i soul, funk, jazz og raggae – det kom ligesom længere og længere væk fra Anne, Hanne, Sanne og Helmig, ik’? Så det var en længere omvej for mig at komme tilbage og finde ud af, at der er rigtig meget fedt dansk musik. Også som jeg kan bruge i min kunst,« siger Per og uddyber:
»Når man hører Grandmaster Flash fortælle, at han plankede sine forældres funk- og discoplader og så var han i gang… Det kunne jeg ikke, for det var dansktop og country & western – helt forfærdeligt. Så det var ikke på grund af, men på trods af. Hvor andre sparede op til weekendens bytur for at kæve så mange bajer som muligt, så sparede jeg op til så mange plader, jeg kunne få fat i i en eller anden brugtbiks. Vinylen var det allermest umoderne, der fandtes, så man kunne være heldig at falde over de vildeste juveler til en tier. Nu var folk jo digitale, så det hele røg til marskandiseren. Det var de gyldne år, hvor der lige stod tre Kool & The Gang af de helt rigtige årgange til en tier… Og lige så stille blev det obskur jazz eller barok calypso: Fire takter og så spasser det fuldstændigt ud.
Det er lidt at købe i blinde, gå i tyver-kassen eller se en plade til 250, som du aldrig har hørt om, men den ser så lækker ud, og måske kan du genkende trommeslageren – det er lidt på held, og så finder man for eksempel Janus & Venner.
Der er jo danske bidder i MC Einar og Rockers By Choice, når de scratcher i Kaj og Andrea eller Otto Brandenburg. Jeg har så prøvet at finde det, der ikke var hyggeligt eller sjovt, men ægte fedt og funky. Men det var da et benspænd, en super besværlig idé. Jeg kender mange dygtige beatmakers, som kommer med noget fedt, så skriver man en tekst og et par dage senere har man et nummer. Så det her projekt var nemt at sparke til hjørne,« siger rapperen, som for 25 år siden vandt ’Årets Rapper’, Danmarks første landsdækkende rap-battle MC Fight Night i Amager Bio, som han vandt tre gange og trak sig ubesejret fra for at fokusere på sine sange og egne shows.

Digital udrensning

I dag lytter han til mange danske plader og undres konstant over, hvor meget musik, der er strandet på den analoge kirkegård:
»For en generation siden var der 100 pladeselskaber. De blev så til 25, som så stort set blev til tre-fire major labels. Jeg skulle have hul igennem til dem, der nu pludselig repræsenterer rigtigt meget musik, men de var med på idéen. Det er noget andet end at sample en stor soul-artist, som er blevet brugt 500 gange – der er jeg jo en lille fisk, så sagsanlægget kommer aldrig.
Den her collagekunst med et summensurium af lydeffekter og citater og bidder – Bom the Bass med ’Beat Dis’ eller MARRS med ’Pump Up the Volume’. Det var vildt fascinerende.

Foto: Martin Sørensen.

Det er svært at lure temperaturen på den tankegang i 2019. På en måde er alt jo sluppet løs igen. Hvis en 18-årig i dag ville genskabe Public Enemys ’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’, så kan han gå på en database, whosampled.com, og finde det hele, bestille alle pladerne eller finde det hele på Youtube… Dengang krævede det viden, og pladerne var svært tilgængelige.
Til gengæld er der i dag den her Big Brother-algoritme-mønstergenkendelses-agent-detektiv-ting, så hvis du prøver at uploade et nummer med noget genkendeligt, får du en besked om, at det her er vist et funkhit fra 1972 – men du kan skrive, når du har fået rettighederne. De helt åbenlyse tyverier bliver nakket, og ikke engang af mennesker. Jeg har lavet et 60 minutter langt mix, som spiller, inden vi går på scenen, med nogle ældre, megafede danske plader, som jeg er stødt på i den her proces – funky, totalt sjældne, sjove på tekstniveau eller alle tre ting – og fælles for dem er, at de ikke findes på Youtube eller Spotify, og derfor heller ikke kan genkendes af cyberspace. 20 sange, som ikke findes digitalt.
Det er også en del af mit projekt at få det frem i lyset. Lidt ligesom at man tænker, det er dem, der laver virusprogrammer, der laver virusserne, eller glarmesterens søn, der knalder ruden. Da den her kunstform var ny, brugte man den nyeste teknologi til noget, den overhovedet ikke var beregnet til. Tanken med de første samplere var jo, at du fandt dine egne lyde og så spillede klaver med dem. Grammofonen var heller ikke designet til andet end at afspille et værk fra start til slut… At manipulere det med hænderne var en revolution. Nu en generation senere er modtrækket så kommet og har dræbt det: Detektiv-software.
Der er nogle andre forbrugsvaner, hvor vi har fået en fornemmelse af, at vi har al musik tilgængelig, hvis vi bare åbner vores app, men det har vi ikke. Der er vildt meget, der er gået tabt, som ikke er i dét økosystem, fordi der er sket en udvælgelse, da vi gik fra vinyl til cd og fra cd til download og fra download til streaming – egentlig lidt tilfældigt. Rettighederne til de store hits har selvfølgelig været i orden, så man kunne sælge det samme musik til folk en gang mere, men de mere undergrundsagtige ting: Puf. På grund af tilfældigheder og på grund af jura. ’Vi ved ikke lige, hvem vi skal ringe til, og der er alligevel ikke rigtigt nogen, der ved, hvad det her er, så fuck det…’
Der er cirka ti gange så mange pladespillere, hvor nålen er skarp og der er strøm til, end der var for ti år siden. Så potentielt set er der mange flere, der kan gøre det samme som mig: Grave rundt efter ting, som slet ikke findes på www. Men det er en ekstremt lille gruppe af mennesker.«

»Laserkanon af indtryk«

Per har oplevet en heftig udvikling i musikkulturen, siden han sad i barndomsbyen Gram og satte Public Enemy og Beastie Boys på pladespilleren:
»Hip hop ændrer sig fra sæson til sæson. Der er masser af gode folk, som aldrig har samplet noget,

det er bare en anden æstetik og en anden fremgangsmåde. Scratch-dj’en er en uddøende race. Det hele er blevet meget opdelt. Da jeg startede hip hop, var det hele pakken: Beatbox, breakdance, graffiti… Nu er det brudt op i forfinede mini-universer. Dansk beatbox-forening findes, breakdance er på et langt højere niveau med masser af street-academies, grafitti-malerne er teknisk dygtigere end nogensinde, men der er ingen samling på tingene længere – desværre. Hvis jeg kunne tage 100.000 for et show, så ville jeg have det hele med, hver gang.
Hip hop var måske den sidste subkultur, og det er svært at være uenig i de fire værdier (’peace, unity, love and having fun’, red.). Efter at vi er blevet digitalt forbundne, når subkulturerne ikke at inkubere, før de er ude overalt. Et danse-move i Baltimore, som breder sig til New York og så storbyerne og så hele USA over ti år, bliver opdaget og kommer til Europa ti år senere… Det kommer bare fra dag til dag, og det er den store forskel. At hip hoppen havde en barndom og så en ungdom væk fra og på trods af mainstream-kulturen – det er bare noget andet nu. De unge producere er meget mere åbne over for alle genrer og instrumenter fra starten af. Når sådan et sted som det her skal præsentere en kunstner, så er der ni skråstreger for at forklare, hvad denne musiker trækker på.«
Er det så en god ting?
»Det gør det hele mere uoverskueligt og fluktuerende. Min dreng går til bas og kan spille dødsmetal eller funky jazz eller bare ind i en sampler, hvor det bare skal bruges som lyde i en anden proces. For mig som 43-årig, der sidder og lurer på, hvordan en teenager går til musik nu, det er svært. De har adgang til sådan en ’hive-mind’ fra dag et, kaster sig ind og er nysgerrige og prøver alt muligt af – en ret vild proces.
Det er den samme hovedpine uanset hvad, du kaster dig over i dag: Du bliver bombarderet med bud på, hvad det her vil sige. Du har ingenting for dig selv. Vi havde det hele for os selv, kunne definere det i vores hoveder og der var ingen, der modsagde os. Det var en kæmpe frihed. Så snart du nu bekender dig til en politisk eller kulturel strømning, et håndværk, en uddannelse, en interesse af enhver art, så bliver du kastet direkte ind i et mikrokosmos, hvor alt kan handle om det. Det er både en gave og en udfordring, hvordan du finder dig selv i den laserkanon af indtryk.«

Nysgerrige koncertgæster

Per kender fredagens spillested ind og ud. Han har allerede spillet her et par gange, men til hverdag er han en sjælden gæst i Indre By, fortæller han:
»Det er et af de absolut fedeste spillesteder i byen. Æstetisk mega-gennemført og en årelang tradition for, at folk kunne give sig hen og danse til ting, de ikke kunne synge med på. En dejlig åbenhed, ligesom at finde gamle plader.
Altså i mit voksne liv er jeg mest hjemme på Bryggen eller ude på job i hele landet. Men da jeg kom

Foto: Martin Sørensen.

til København som ung, var det jo de gamle pladeforretninger i Pisserenden, der trak, fra Typhoons Hangout til Street Dance til Guf til Sex Beat Records: To skiver hvert sted, og så havde man brugt pengene. Det var jo tider,« smiler Per.
På fredag vil den legendariske freestyler hylde den danske musikhistorie, rap og lyrik, når han tager publikum med på en rejse igennem sit seneste kunstværk med grafik på tre lærreder, der viser de gamle plader – og den engelske hip hop-illustrator Dan Lish’s nye Per Vers-udgaver af dem.
»Og så er der nogle gode illustrationer på den her idé om at køre musikhistorien igennem en blender og spytte det ud som en sindssyg smoothie. Der kommer som regel en masse rare mennesker, der er tossede nok – og lytter godt efter. Det er ikke kun genkendelsen, folk vil have, det er også overraskelsen. Den form for koncertkultur kan jeg rigtig godt lide,« forklarer Per, som havde æren af at varme op for Grandmaster Flash i Vega for et halvt års tid siden – samme dag, som han fik ’Knust Kunst’-pladen fra tryk.
»Det var min egen største personlige sejr at stikke den i hånden på ham, og han sagde: ’This is maybe the most beautiful record, I’ver ever seen’. Damn… Og han er en af dem i verden, som har haft flest plader igennem systemet.«
På scenen kan man i øvrigt opleve kor, akustiske indslag og DJ Turkman Souljah med pladespiller og klaver.

Amager-skiver på bedding

Den gamle danske vinyl har bidt sig fast i Pers indre pickup, og det næste kan meget vel blive et rent Amager-projekt med rødder i det gamle Sweet Silence-studie, som lå på Strandlodsvej for omkring 40 år siden:
»Jeg kan ikke rigtigt finde ud af at stoppe den her proces igen. Jeg har 30 clearede plader liggende, som jeg bliver nødt til at bruge til et eller andet. Kunstnerne vil jo gerne have, at deres ting lever videre, og de tør godt lade mig lege med arvesølvet. Der er ikke nogen, der har sagt nej, og det er vildt nok i sig selv. Og så er der forlagene, ’bagmændene’. De har jo ikke noget kreativt engagement i det her. Som bobestyrere skal de jo bare have nogle penge ud af det. Og der kan der være en prop i systemet.
Men nu har jeg nogle forhåndstilladelser, blandt andet grønt lys fra Peter Ingemann til Amar Records (blandt andre Skousen & Ingemann, Jomfru Ane Band, Malurt, Henrik Strube, Anders Koppel og Bazaar omkring 1977-81, red.). Så for ganske nylig købte jeg alt, hvad de har udgivet. Så nu skal det pløjes igennem. ’Per goes Amar’, det kunne være en stærk toer, sådan superspecifikt og nørdet,« griner Per.

Fakta

Per Vers, ’Knust Kunst’
Hotel Cecil, Niels Hemmingsens Gade 10
Fredag 5. april kl. 20.00
Entré 150 kr. via ticketmaster.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Tid til Folkekøkken: Skal du spise med?

Så går arbejdet i gang: Borgermøde om byggeri på Stejlepladsen