Informationerne vender langtsomt, men sikkert, tilbage til busstoppestederne. Arkivfoto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Like 👍

Movia rykker sig: Nu kommer der tider på papir ved busstoppesteder

Busser. Fremover kan du læse på stoppesteder hvilke tidsintervaller, som busserne kører i.

Protester: Som vi tidligere har beskrevet, var der kraftige protester mod Movia over, at busselskabet i det nye år ikke længere informerede på stoppestederne om bussernes ruter og, hvornår de kører.

Tidligere er Movia kommet protesterne delvist i møde ved, at ruterne atter bliver trykt på papir ved stoppestederne.

Men passagerne kunne fortsat ikke se, hvor tit bussen kører, og protesterne fortsatte.

LÆS OGSÅ: Movia bøjer sig: Sætter ruteplaner op ved stoppesteder

Nu har Movia bøjet sig igen og har besluttet at supplere med trykt information om, hvor tit bussen kører i løbet af døgnet og hen over ugen på henholdsvis hverdage, lørdage og søndag/helligdage.

»Vi er blevet kritiseret for ikke at lytte, og det er vi kede af. I de mange debatindlæg og breve, kunder har sendt til os, har flere peget på, at information om hvor tit bussen kører hen over døgnet og ugen kunne være en god løsning. Og da bussens tidsintervaller kun ændrer sig med nogle års mellemrum, er vi enige med kunderne i, at det er et godt supplement til den digitale information,” fortæller kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann i en pressemeddelelse.

Mellem påske og sommer

Movia er ved at indhente tilbud fra eksterne leverandører på opgaven med at sætte de nye linjetavler op. En af de ting, der konkurreres på, er, hvor hurtigt leverandøren kan gå i gang.

Så om alt går vel, håber Movia, at arbejdet med at sætte tavlerne op går i gang efter påske og vil være færdigt inden sommerferien. Stoppesteder uden digitale informationsskærme vil blive prioriteret først.

Efter dialog i Movias tilgængelighedsforum, hvor handicap- og ældreorganisationerne er repræsenteret, vil den nye linjetavle også rumme en guide til, hvordan man bruger sms 1250-servicen. Den information er skrevet med større skrift end de tidligere trykte køreplaner og den information, som hænger på stoppestedet i dag.

LÆS OGSÅ: Læsere kritiserer stoppesteder uden køreplaner: “I kan ikke være dette bekendt over for de ældre”

Digitale skærme

Det skal gøre det nemmere for synsbesværede borgere at få hjælp til sms 1250-servicen, som er den nemmeste måde at få digital trafikinformation på. Den kræver heller ikke, at man har en bestemt mobil eller en smartphone.

70 procent af buspassagererne benytter stoppesteder med digitale skærme, hvor der er liveopdaterede køretider, oplyser Movia.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Der mangler indsamlere på Mors dag

Rekord: Aldrig har der været samlet så meget affald