Falkonergårdens Gymnasium på Sønderjyllands Allé. Arkivfoto: Martin Sørensen

Haha 😆 Like 👍

Fest hele ugen: Falkonergårdens Gymnasium fylder 100 år

FEST. Falkonergårdens Gymnasium fester hele ugen, da deres gymnasium runder 100 år. Dagen fejres 5. april, og du kan komme med til undervisningen.

JUBILÆUM: Den ældre dame på Sønderjyllands Allé bærer sin alder ganske pænt, selvom der gennem tiden er blevet til lidt ansigtsløftninger.

Falkonergårdens Gymnasium fylder 100 år i år, og det bliver markeret 5. april, men også hele ugen, da der jo er god grund til at feste.

Gymnasiet har i dag 1.050 elever og 90 lærere, og har blandt andet en Team Danmark linje. Historien startede på Dr. Priemes Vej, hvor der det første år dimitterede tre studiner. Første rektor var Helene Rump.

Sidste år fik Falkonergården ny rektor, nemlig Marianne Munch Svendsen, som afløste Kirsten Cornelius.

Talentfulde elever

Marianne Munch Svendsen fortæller:

»I en tid med større og større pres og forventninger til unge, vil vi på Falko insistere på, at gymnasietiden både handler om uddannelse og dannelse.

Vi er stolte af, at mange af vores elever klarer sig flot fagligt, vi har blandt andet ca 30 elever på Akademiet for Talentfulde Unge, og at de søger ind på de videregående uddannelser og bruger deres ballast fra Falko, men vi er også stolte over at så mange af vores elever involverer og engagerer sig i mange forskellige aktiviteter uden for undervisningen.

De sidste par år har elever fra Falko leveret rekordhøje bidrag til Operation Dagsværks projekter, vi samarbejder med Frederiksberg kommune om sundt ungdomsliv, og vi har elever der arbejder frivilligt for en lang række organisationer.

Vores elever er med andre ord med til at tage ansvar for det omgivende samfund. Det er vi stolte af. Nu glæder vi os til at fejre vores 100 år.«

Film og undervisning

På festdagen, 5. april, kommer borgmester Simon Aggesen på besøg, og det samme gør den tidligere landsholdsmålmand Kasper Hvidt, der har gået på gymnasiet, og andre gæster.

Der vil blive vist klip fra de film, der er i tidens løb er blevet optaget på Falkonergårdens Gymnasium.

Og som noget ganske særligt, så kan borgerne på Frederiksberg få mulighed for at komme forbi og opleve en undervisningstime.

Timen finder sted på 3. og 4. april kl. 19.00-29.30 i skolens bibliotek. Og så behøver man slet ikke at have lavet lektier.

3. april fortæller Nick Jimenez om unge og radikalisering, og 4. april inviterer musiklærerne og musik A eleverne til fællessang på Falko, hvor der synes sange fra de sidste 100 år.

Der er gratis tilmelding via facebook-begivenhederne på Falkos facebookside.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Ida Auken samtaler om tro i Ørestaden

Kræftens Bekæmpelse på Nørrebro i nød