in , ,

Elsker 😍 Like 👍

Fonde giver 81 millioner til Mændenes Hjem

UDSATTE. Mændenes Hjem bliver totalrenoveret og udvidet. Det betyder en ekstra etage og samlet set 700 kvadratmeter mere til byens mest udsatte. Pris: 81 millioner kroner, fra blandt andet Den A.P. Møllerske Støttefond.

RENOVERING: Fredag formiddag var der uvante gæster på Mændenes Hjem, hvor overborgmester Frank Jensen (S) og socialborgmester Mia Nyegaard (R) fik en rundvisning.

Det gjorde de, fordi Den A.P. Møllerske Støttefond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt Augustinus Fonden tilsammen har givet 81 millioner kroner til at renovere Mændenes Hjem og udvide stedet med en hel etage og 700 kvadratmerer.

Det sker efter flere års forårbejde og det glæder forstander Ivan Christensen.

»Det allervigtigste er, at vi får rammerne til at tilbud, der er gearet til at hjælpe dem, der er her. Som Vesterbroer skal man gerne være stolt af, at man har et sted, der kan hjælpe de allermest udsatte,« siger han.

Samtidig skal udvidelsen og renoveringen være med til at øge trygheden for vesterbroerne og skabe de bedst mulige arbejdsvilkår for de ansatte.

Synligt symbol på indsats

Han viste politikerne rundt til værelserne, hvor brugerne kan overnatte. Fællesstuen, hvor loftet var pillet ned i en manisk jagt på kokain, der aldrig har været der. Og toilettet, hvor toiletpapirsrullerne er låst fast.

For overborgmesteren er det vigtigt, at man som hovedstad kan løfte arbejdet med de udsatte stofmisbrugere.

»Det er klart at Mændenes hjem er et meget synligt symbol på, at vi har en stor stofscene. Hvor ikke bare mennesker fra København, men fra hele skandinavien kommer for at få sit stof og leve sit stofliv i perioder. Det giver et kæmpe pres på Istedgade, på Vesterbro og slidtagen på Mændenes Hjem. Og derfor er jeg superglad for, at vi sammen med tre fonde kan støtte op om Mændenes Hjem.Vi sikrer genhusning i forbindelse med renoveringen og løfter vores årlige bidrag, sådan at fondene ikke kommer til at opleve den samme totale nedslidning kan finde sted over de næste ti år,« siger Frank Jensen til Vesterbro Bladet.

De vigtigste at hjælpe

Også socialborgmester Mia Nygaard er glad for tiltaget omkring Mændenes Hjem. Men hun mener, at der grundlæggende mangler et stærkt fokus på at fordele endnu flere ressourcer i retning af socialområdet.

»Jeg valgte posten som socialborgmester, fordi jeg mener, at det er enormt vigtigt. Politik handler i høj grad om prioritering, og den vigtigste opgave vi har, er at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv,« siger hun til Vesterbro Bladet.

Renoveringen af Mændenes hjem begynder i 2020 og forventes at vare 22 måneder.

500 daglige gæster

Københavns politikere har netop afsat 4,4 millioner kroner i service fra 2020-2022 og 3,1 millioner kroner i anlæg til genhusning på herbergspladser i nærområdet.

Mellem 400-600 mennesker kommer hver dag til Mændenes Hjem for at få hjælp og støtte og renoveringen inkluderer en ekstra etage ovenpå bygningen, nye rummelige og lyse rammer, et helt nyt delvist overdækket gårdmiljø og nye værelser med bad og toilet. I alt udvides Mændenes Hjem med 700 kvadratmeter til i alt 2.680 kvadratmeter.

Overborgmester Frank Jensen (S) sammen med socialborgmester Mia Nyegaard (R) og forstander på Mændenes Hjem, Ivan Christensen, der viste rundt. Han forventer at om- og tilbygningen vil give en langt bedre støtte til misbrugerne og mere tryghed i gadebilledet omkring Mændenes hjem. Foto: René Mølskov

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Løkkes sundhedsudspil giver bekymring på Rådhuset

Sundhedsminister: Nej, 250.000 borgere skal ikke skifte hospital