I 2018 blev 45 procent af børnene i grunddistriktet indskrevet i 0. klasse på Blågård Skole. Nu får skolen eftergivet en stor del af sin gæld. Arkivfoto: Martin Sørensen
in ,

Like 👍

København sletter stor gæld på Blågård Skole

EN FRISK START. Blågård Skole på Nørrebro og Lundehusskolen på Ydre Østerbro får nu en økonomisk håndsrækning fra budgetpartierne på Københavns Rådhus.

RYGSTØD: To af Københavns mest udfordrede skoler får slettet størstedelen af deres gæld. Det skal være med til at give skolerne et rygstød, så de kommer ind i en positiv spiral og bliver tilvalgt af flere af de ressourcestærke forældre i deres lokalområder.

Blågård Skole på Nørrebro og Lundehusskolen på Ydre Østerbro får nu en økonomisk håndsrækning fra budgetpartierne på Københavns Rådhus.

De to skoler kæmper med økonomiske udfordringer og har den største gæld af alle de københavnske folkeskoler med over 4 millioner kroner i gæld hver især.

Men de to skoler får nu eftergivet størstedelen af deres gæld, så de kan afvikle den resterende gæld på cirka 1 million kroner hver inden for kun et år, oplyser Københavns Kommune.

En værdsat håndsrækning

Og det har været vigtigt at hjælpe de to skoler på rette vej, siger Børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S).

»Begge skoler står i en sårbar situation og er midt i et lederskifte. Skolerne fortjener at få en frisk start, så de kan gøre sig mere attraktive for både børn og forældre. Der bor mange ressourcestærke familier i skolernes lokalområder. Det er afgørende at få flere af dem med om bord, så skolerne også kan lykkes med at løfte de børn, som fagligt og socialt har de største udfordringer,« siger han i en pressemeddelelse.

Beslutningen glæder næstformand for skolebestyrelsen på Blågård Skole Jonas Petri Jonsen.

»Nu får vi skabt ro til, at skolen kan koncentrere sig om kerneopgaven og sikre, at eleverne får det serviceniveau, der er politisk bestemt. Lærerne har det sidste år ofte gået på kompromis med deres faglighed for at følge med den økonomiske handleplans virkelighed,« siger han i en pressemeddelelse.

Begge skoler er på såkaldt faglig handlingsplan, hvilket betyder, at skolerne får støtte og hjælp af Børne- og Ungdomsforvaltningen til at udvikle elevernes faglige niveau i en positiv retning.

Desuden har begge skoler indtil nu været på økonomisk handleplan, hvor skolerne skal lægge en flerårig plan for at rette op på økonomien og komme af med deres gæld.

Med en nedskrivelse af skolernes gæld for i alt 6,6 millioner kroner kommer både Lundehusskolen og Blågård Skole ned på en gæld på to procent af skolernes budget. Dermed er de ikke længere på økonomisk handleplan og forventes at kunne afdrage deres gæld i løbet af et år.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Kom til udstilling med maling og spray

Dansk Folkeparti: Forbyd demonstrationer på Ørestad Gymnasium