Tårnby Kommune undersøger, hvad det vil koste at sætte flere digitale info-skærme op ved stoppestederne som denne i Sundby. Arkivfoto: Michael Paldan
in ,

Sur 😠 Like 👍

Tårnby stadig utilfreds med busstoppesteder

BUSTRAFIK. Tårnby skriver til Movia, at man ikke er tilfreds med, at trafikselskabet vil sætte ruteplaner op, og ikke køreplaner ved busstoppesteder. Tårnbys forvaltning undersøger, hvad det vil koste at opsætte flere digitale infoskærme.

TÅRNBY: Movia var udsat for et massivt pres fra passagerer, kommuner, Ældre Sagen, Passagerpulsen hos Forbrugerrådet og mediernes dækning, efter trafikselskabet i december i fjor gik i gang med at fjerne køreplaner fra alle busstoppesteder som en del af en digital strategi.

Og 27. februar bøjede Movias bestyrelse sig – delvist – for presset, da den besluttede at hænge ruteplaner op på busstoppestederne.

Afgangstider må man stadig enten finde digitalt via en app, ved at sende sms samt ved at printe køreplaner hjemmefra eller få dem tilsendt.

Men det er langtfra alle, der er tilfredse med Movias løsning.

Tårnby Kommunes teknik- og miljøudvalg sendte allerede 15. februar en appel til Movia om at genopsætte de trykte køreplaner, fordi en væsentlig passagergruppe, særligt ældre borgere og mindre børn, ikke har gavn af de digitale løsninger.

»Denne gruppe af borgere, som ikke er trygge ved de digitale løsninger, oplever, at deres mulighed for at tilgå information nu og her omkring afgangstider og bussens stoppesteder forringes væsentligt. Det gælder også, selv om det er muligt at ringe til DOT eller få tilsendt en køreplan,« skrev udvalgsformand Lars Hein (S) dengang til Movia.

Opsætningen af ruteplaner kom delvist Tårnbys henvendelse i møde, men teknik- og miljøudvalget besluttede på sit seneste møde 15. marts igen at rette henvendelse til Movia.

»Vi anerkender, at man er kommet et godt skridt hen ad vejen ved at opsætte ruteplaner, men Movia har stadig ikke opfyldt vores ønske. Jeg kan godt forstå, at borgerne ønsker mere information om, hvornår busserne kommer,« siger Lars Hein.

Flere digitale skærme

Ved omkring 2.500 af Movias 14.000 stoppesteder på Sjælland (og Amager) findes der digitale oplysningstavler, hvor man hurtigt kan se, hvornår næste bus vil ankomme.

Tårnbys teknik- og miljøudvalg har sat sin forvaltning i gang med at undersøge, hvad det vil koste at sætte fart på opsætningen af digitale skærme ved flere stoppesteder i Tårnby.

»Vi har løbende sat digitale skærme op, men vi ser på muligheden for at speede det lidt op. Så nu bliver udgiften til at informere Movias kunder presset ud til kommunerne,« siger Lars Hein.

Han deltog 6. marts i Movias repræsentantskabsmøde.

»Og der fulgte vi op på det pres, vi allerede havde lagt på Movia, også med hensyn til at få printede køreplaner ud i busserne. Jeg må indrømme, at jeg har ikke været ude i busserne og tjekke, om borgerne nu kan få køreplaner i busserne nu, men hvis man har en rute, som man ofte kører med, er det en god ide at skaffe sig en køreplan i bussen,« siger Lars Hein.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Kommunen skruer bissen på: Reklameskærm skal pilles ned

Botilbud skal nu kun huse 20