Svalegården, der er solgt til Blackstone. Foto: Martin Sørensen

Like 👍

Blackstone-ejendom: Svalegården gør klar til sagsanlæg

BLACKSTONE. Efter et orienteringsmøde 26. marts er Svalegårdens advokater ved at gøre klar til et sagsanlæg mod Frederiksberg Boligfond.

PÅ VEJ: Den sidste af de tre ejendomme, som Frederiksberg Boligfond solgte til den amerikanske investor Blackstone i december sidste år, er i gang med forarbejdet til et sagsanlæg.

Svalegården, der ligger ved Peter Bangs Vej og Dalgas Boulevard, afholdt tirsdag 26. marts et informationsmøde i Lindevang kirke, hvor TREP advokater orienterede om sagen. Beboerne fik informationer om den videre proces, og der var mulighed for at stille spørgsmål.

Bred opbakning

Advokat og beboer i Svalegården, Asmus Deleuran, fortæller:

»Der er bred opbakning blandt lejerne og efter at TREP advokater havde orienteret om sagen i Lindevang Kirke den 26. marts blev det blandt lejerne enstemmigt vedtaget, at advokaterne skal gå videre med sagen. I sidste ende forventer vi, at det munder ud i et sagsanlæg mod som minimum Frederiksberg Boligfond,« fortæller han.

Fremmødet var stort ved mødet. Og næste skridt for advokaterne er at indhente oplysninger fra lejerne i form af navne, cpr-numre, økonomiske oplysninger og så videre, der skal bruges til at udarbejde et udkast til en stævning, en ansøgning om retshjælpdækning, men også fri proces til sagen.

»Lige nu er mange af beboerne bekymrede for, om Frederiksberg Boligfond går videre med handlen og overdrager ejendommen til Blackstone.

Vi håber, at fondsbestyrelsen vil være fornuftig og afvente udfaldet af sagen, før de går videre, da det ellers vil kunne få helt uoverskuelige konsekvenser for både fonden, fondsbestyrelsen, Blackstone og lejerne,« siger han.

Tvivler på overdragelse

Han tvivler på en overdragelse af Svalegården lige nu.

»Måske er det slet ikke så sandsynligt, at overdragelsen fortsætter lige nu, da Blackstone nok vil være lidt bekymrede for at sende knap 300 millioner kroner til Frederiksberg Boligfond med risiko for, at de senere bliver dømt til at overdrage ejendommen til lejerne for et langt mindre beløb.

Lige nu ligger den beslutning dog i hænderne på Frederiksberg Boligfonds bestyrelse og Blackstone, da vi ikke har en tinglyst stævning, der fuldstændig blokerer for en overdragelse af ejendommen, ligesom jeg kan forstå at lejerne i Den Sønderjyske By forsøger at opnå,« siger Asmus Deleuran.

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Teaterkoncert med forskellige årtiers ungdomsmusik

Cyklister: El-løbehjul må gerne være på cykelstierne