Ole Chrintz i haven til den villa, han flyttede ind i i 2016, fordi den havde et perfekt kælderrum til det musikstudie, han ønskede sig. Senere viste det sig, at der også var musik i væggene, fortæller Ole Chrintz: »Vi købte huset af Dan Christensen, hvis søn er musiker Tim Christensen, som altså er vokset op her.« Foto: Benedicte Lorenzen
in ,

Like 👍

Karriereskift: Medicinaldirektøren der blev musiker

MUSIKERDRØMME. En lang karriere i medicinalindustrien fik en ende i 2016, hvor Lundbecks koncerndirekør Ole Chrintz besluttede at lægge arbejdslivet på hylden og hellige sig sin passion for musik. For nylig udkom så hans debutalbum.

DEBUT: Musikken har altid boblet et sted i 60-årige Ole Chrintz. Særligt da han som teenager fik sin første guitar og begyndte at skrive sine egne sange med den som akkompagnement.

Da teenagetid blev til ungdomsliv blev guitaren dog oftere og oftere skiftet ud med de tunge bøger på cand.polit-studiet. Da en ansættelseskontrakt med medicinalgiganten Lundbeck sidenhen kom i hus, tog karrieren hurtigt fart, alt imens den musikalske side stille fulgte med som en blind passager inderst inde:

»Jeg var ansat i Lundbeck i 26 år. I syv af dem var jeg udstationeret i Canada, hvorefter jeg rejste tre år til Brasilien. I 2004 vendte jeg dog tilbage til det danske hovedkvarter her i Valby, hvor jeg blev forfremmet til koncerndirektør. Et job, der indebar mere end 100 rejsedage om året til blandt andet Kina, Japan og Australien. Det var et hektisk liv, så der var ikke meget plads til musik. Jeg prøvede dog at finde tid til den, så godt jeg kunne, for musikken har fulgt mig, siden jeg begyndte at spille guitar som teenager,« siger Ole Chrintz.

En lang karriere slutter

Som årene gik, bankede musikken mere og mere på, og da januar 2016 oprandt, var beslutningen for længst taget. Ole Chrintz ville satse på musik:

»Efter 26 år kunne jeg se tilbage på en spændende karriere, hvor jeg dog syntes, jeg havde oplevet det, jeg skulle i Lundbeck. Drømmen om musikken fyldte også mere og mere i de sidste år af min karriere, hvor jeg ofte begyndte på nogle melodier, som jeg ikke havde tid til at gøre færdig,« siger han og fortsætter:

»Da jeg tog beslutningen om at stoppe, var jeg allerede så fokuseret på musikken, at den ikke var svær at træffe. Samtidig havde min kæreste og jeg besluttet os for at sælge vores lejlighed på Østerbro og købe et hus, hvor jeg kunne indrette et hjemmestudie til min musik uden at genere naboerne. Nu ville jeg satse 100 procent på musikken.«

En ny karriere tager form

Den rette bolig viste sig at ligge i Valby, hvor en smuk gammel villa med en perfekt kælder til et hjemmestudie ventede på nye ejere.

I begyndelsen skulle Ole Chrintz dog lige finde tilbage til sin guitar. Snart begyndte sangene dog atter at flyde ud af den kreative åre, der ellers havde ligget i dvale i mange år. Da kalderenden så skrev april 2018 besluttede han, at han ville indspille sin egen private plade i hjemmestudiet, som blot skulle deles ud til venner og bekendte. Sådan kom det dog langtfra til at gå:

»Jeg fortalte min kæreste Mette, at jeg gerne ville blive bedre til at synge, inden jeg skulle lave mit eget lille private album til familien. En dag kom min kæreste så og sagde, at hun havde fundet en sanglærerinde til mig, der hedder Anna Kruse. Da jeg kom op til hende, spurgte hun først, hvad jeg gerne ville synge, og så sagde jeg, at jeg gerne ville synge mine egne sange. Da hun havde hørt dem, sagde hun bare, at jeg skulle gå hele vejen med de sange,« siger Ole Chrintz.

Et debutalbum bliver til

Som forslået, så gjort. Her 11 måneder senere har den tidligere koncerndirektør netop udgivet sit debutalbum med titlen ’Heartbeat’. Kunstnernavnet er nu blevet til OCZ, der tidligere var hans initialer i Lundbeck:

»Jeg har selv skrevet sangene på mit debutalbum, som er meget forskellige. Jeg kan godt lide at skrive om relationer, så mine sange handler både om forelskelse, fascination, skilsmisse og så har jeg skrevet en sang om at ligge på sit dødsleje og vente på, at ’the woman with the heart of gold’ tager dig med derop. Det er faktisk en glad sang,« forklarer Ole Chrintz, der selv beskriver musikgenren som en blanding mellem pop, jazz, rock og et strejf af bossanova.

Pladen er produceret af Anna Kruse, der også har fundet syv dygtige musikere, som har været med til at indspille Ole Chrintzs sange.

»Det er vildt at tænke at på, at de sange jeg har skrevet her i mit eget studie, nu er blevet indspillet med syv dygtige musikere. Anna Kruse har virkelig hjulpet mig på vej med musikken. Nu håber jeg så på, at jeg snart vil kunne komme ud og spille live med OCZ-band, for det er fantastisk at stå på en scene med så dygtige musikere. Det prøvede jeg for nylig, da vi lavede en releasekoncert på ’Heartbeat’. Nu vil jeg derfor arbejde benhårdt på at gøre opmærksom på mig selv, så vi kan blive booket og få flere spillejobs,« forklarer Ole Chrintz og tilføjer:

»Musik er hele mit liv nu.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Skævheden blomstrer hos Bobby på Bjelkes Allé

Slip af med din vandskræk