»Jeg har ikke sådan noget med, at jeg ikke kan spille pædofil eller voldelig. Jeg kunne spille Hitler hvis det skulle være,« siger Peter Aude, der har udgivet en bog om kropssprog. Foto: Martin Sørensen
in , ,

Elsker 😍 Like 👍

Skuespiller Peter Aude har skrevet bog om kropssprog: »Da jeg begyndte på teaterskolen var jeg kropslig analfabet«

Skuespiller Peter Aude har skrevet bogen ‘Kroppens hemmelige sprog’. Selv lærte han først at udtrykke sig med sin krop, da han begyndte på skuespillerskolen.

»Glæd dig! Det er turen værd,« råber Peter Aude ned ad trappen, mens jeg kæmper mig op ad de 80 trin – han har selv talt dem – til femte sal i Nansensgade. Her har den 62-årige skuespiller boet i 11 år sammen med hustruen Mette Lindberg. Med udsigt til toppen af Vor Frue Kirke, Sankt Petri og Christiansborg bor parret i en fabelagtig lejlighed med fritlagte bjælker og engle, masker og små pynte-karruseller, som han samler på.

1. april udkommer Peter Aude med bogen ’Kroppens hemmelige sprog’, som primært er en fagbog for ledere og folk, der arbejder med relationer, men som også kan læses hvis man gerne vil blive lidt klogere på sig selv og sine egne udtryk.

Godt sat til rette i hans store læderlænestol i stuen med udsigt over byens tage forsøger jeg at kloge mig på kropssprog og er sikker på, at jeg har en god pointe, da jeg påpeger at sydeuropæere har kraftigere kropssprog end os kølige danskere.

»Men det er en absurd betragtning og meget generaliserende,« siger Peter Aude og slår ud med armene, så jeg er glad for, at jeg sidder over for ham og ikke ved siden af ham.

Kropslig analfabet

Bogen ’Kroppens hemmelige sprog’ handler om alle de mekanismer, der er med til at udtrykke mennesket.

I virkeligheden går bevidstheden om kropssproget helt tilbage til lærdommen fra teaterskolen i Aarhus, hvor Peter Aude gennem træning med mimik og især improvisation opdagede, at kropssprog var en afgørende del af vores kommunikation

»Da jeg startede på teaterskolen, var jeg vel nok det, som man vil betegne som kropslig analfabet. Jeg var ikke vant til at bruge min krop og var enormt klodset. Men langsomt lærte jeg at blive bevidst om min krop,« siger Peter Aude.

Der er særligt ét kapitel i bogen, som han selv er meget glad for. Det handler om den såkaldte åbne-lukke-balance. Helt skåret ud i pap kan man sige, at for at kunne tale sammen og være sammen skal man både være åben, men også have en snert af lukkethed. Peter Aude bruger sin store lab som forklaring:

»Se på min hånd, det her er mig, hvis jeg åbner mig meget op, har jeg meget adrenalin og hvis jeg så møder en, der har det samme, så sker der to ting: Enten bliver vi forelskede eller kommer op at slås. Så enkelt er det. Derfor er der hele tiden i mødet nødt til at være balance mellem hvor meget man åbner sig og lukker, og det sker gennem kropssproget,« siger Peter Aude og rejser sig pludselig op og læner sig ind over sofabordet mod mig.

»Se nu, når jeg gør det her, sker der noget i din krop og du reagerer med det samme: Hvad skal jeg gøre, hvad kan han finde på, du tænker sikkert ikke over det, men det er ubevidst i din krop,« siger Peter Aude og sætter sig ned igen mens jeg undrer mig over, at jeg ikke har registreret, at min krop åbenbart har opført sig som en skildpadde på vej ind i sit skjold.

Farvel til hvid Mercedes

Peter Aude er københavner og bortset fra tre år i Aarhus, og et par år i Gladsaxe som barn, har han aldrig boet uden for hovedstaden. Født og opvokset på Bellahøj i en lille lejlighed for mindre bemidlede og ungdomsår på både Nørrebro og Gammel Kongevej. Og nu altså i Nansensgade-kvarteret, som han er ret glad for. Bortset fra, at han på grund af mangel på p-pladser måtte skille sig af med sin elskede hvide Mercedes fra 82.

»Den savner jeg virkelig, men det går ikke at have bil herinde, for man kan ikke komme af med den. Tidligere betalte jeg for parkering, men det kostede 1.000 kroner om måneden – det er for meget. Nu cykler jeg rundt. I går gik jeg en lang tur på Vesterbro og hvis jeg går den anden vej, så kommer jeg til Nørrebro. Nytårsaften var jeg på Dronning Louises Bro, og det var et inferno af lys, larm, musik, blinkende politibiler og folk der råbte. Det var skønt,« siger Peter Aude, der sætter pris på at København er så blandet og man kan finde åndehuller og gang-i-den efter smag.

»Jeg synes at Nørrebro har meget mere ramasjang i sig end for eksempel Vesterbro. Der er mere farverigt. Og hvis man går i Gothersgade efter klokken 18 er det som at gå på gågaden i Herning om aftenen: Der er ikke et øje,« siger Peter Aude.

For mange events

Han er kun ked af én ting i København.

»København er en fed by at bo i, men jeg er ked af alle de events. Jeg synes ikke, at politikerne kan være bekendt at sige ja til alle de store ting som maraton og Tour de France, der gør, at gader bliver lukket af. De må tænke på os, som bor her. Det samme gælder natbevillingerne til værtshuse i byen. Vi har en veninde, der bor i Pisserenden. Fra torsdag til søndag kan hun ikke være i sin lejlighed på grund af larm – Det kan da ikke være rigtigt.«

Peter Aude er en klassisk karakterskuespiller. Han tilpasser sig rollerne i modsætning til en type som salig Ole Thestrup, hvor rollerne tilpassede sig Thestrup.

Han har spillet alt fra arrogant ægtemand i Oh Happy Day til Oberts Hackel fra Matador, som han spiller ude på Korsbæk Bakken.

»Han er min yndlingsfigur lige nu, fordi han både kan være rigtigt brysk men også flink overfor folk: NÅ; HVORDAN GÅR DET SÅ MED DEM!, råber han til folk, der kommer forbi. Ham er jeg meget glad for, men jeg kan også godt lide at spille H. C Andersen som jeg gør ude på Frilandsmuseet, for så kan jeg gå med næsen i sky.«

Egentlig har han ikke nogen drømmerolle, og synes det er et absurd spørgsmål. Han har heller ikke, som nogle skuespillere, bestemte figurer eller karakterer han ikke kan spille. Uanset hvor modbydelige de er.

»Jeg har ikke sådan noget med, at jeg ikke kan spille pædofil eller voldelig. Jeg kunne spille Hitler hvis det skulle være.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Saxofonen supplerer kirkeorglet

Overborgmester vil sætte godsbaneterrænet på skinner