Strøm til skibe på Langelinie er højt på dagsordenen. Her en dag i højsæsonen for krydstogtsskibe. Arkivfoto: Michael Paldan
in , ,

Like 👍

Tættere på strøm til skibe på Langelinie

Efter kritik fra blandt andet Østerbro Lokaludvalg og Det Økologiske Råd fik landstrøm til skibe på Langelinie en højere prioritet på Økonomiudvalgets møde i Københavns Kommune i denne uge.

Landstrøm: Det var glæde blandet med skuffelse, da overborgmester Frank Jensen (S) i sidste uge meldte ud, at kommunen nu skal sætte gang i et landstrømanlæg til skibe i Københavns Havn, som Copenhagen Malmö Port skal gå videre med på et forretningsmæssigt grundlag.

Det skal mindske skibenes forurening kraftigt, når de lægger til kaj.

Der var dog kun lagt op til at gå i gang med Oceankaj, mens Langelinie, hvor folk bor tæt på krydstogtstrafikken, først skulle komme med, når havnen er blevet udvidet med 15 meter, da Copenhagen Malmö Port skønner, at den er for smal til landstrøm.

Østerbro Lokaludvalg og Det Økologiske Råd pegede på, at der kan trækkes kabler til landstrøm op til fem kilometer fra stedet ifølge tidligere undersøgelser.

Uforståeligt argument

Da politikerne i Økonomiudvalget, blandt andet samtlige borgmestre, havde mødtes, lød beslutningen blandt andet:

»Økonomiforvaltningen pålægges at udarbejde et forslag til, hvordan der kan etableres landstrømsanlæg på Langelinie.«

Derudover bliver landstrøm til Oslobåden også prioriteret i politikernes beslutning. Bådene mellem Oslo og København er allerede klar til landstrøm eller ved at blive det, da det er indført i den norske hovedstad.

»Jeg er meget glad for, at Økonomiudvalget har lyttet til vores bekymringer og tilfreds med, at disse punkter er tilføjet,« siger Østerbro Lokaludvalgs formand Allan Marouf.

Han kontaktede politikere fra stort set alle partier i Økonomiudvalget og markerede i skarpe vendinger sin utilfredshed med oplægget fra embedsmændene.

»Det er uforståeligt, at de brugte argumentet om manglende plads på Langelinie,« siger han og nævner, at der både kan trækkes kabler til et anlæg længere væk, og der også findes mobile ladere med landstrøm på markedet.

»Nu forventer jeg, at Økonomiforvaltningen kommer i gang med en løsning for Langelinie,« siger han og takker Det Økologiske Råd og borgerne på Langelinie for samarbejdet omkring denne sag,

Åben overborgmester

Overborgmester Frank Jensen nævner fortsat den 15 meter udvidelse af Langelinie, men er åben over for andre muligheder.

»Min holdning er, at vi skal finde en løsning på et landstrømanlæg på Langelinie. Dét vil jeg i så høj grad, så jeg er åben over for at undersøge, om vi skal gøre Langelinie 15 meter bredere i hele dens længde for at skabe plads. Men hvis der kan findes en hurtigere, billigere og mere effektiv løsning i forhold til at afhjælpe de gener, langeliniebeboerne har af udledning fra krydstogtsskibene, så er jeg også parat til at kigge på det. Vi skal finde den enklest mulige løsning sammen med By & Havn og CMP,« udtaler overborgmesteren i en skriftlig kommentar til Østerbro Avis.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Debat: Når luftforurening hænger som en stor, sort sky

Jubel hos Aveny-T: får otte millioner kroner i støtte