Lige nu er døren smækket hårdt i for nye patienter hos de praktiserede læger i København. Arkivfoto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix
in , , , ,

Sur 😠 Elsker 😍 Like 👍

Flere læger til Hovedstaden: Tre nye lægehuse skal løse lægemangel

FORSLAG: Københavns Kommune vil gøre op med lægemanglen i hovedstaden, og derfor vil kommunen nu oprette tre nye lægehuse. Det oplyser Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

De nye lægehuse skal placeres på Bispebjerg, Nørrebro og i Sluseholmen, og de skal tilsammen huse 15 praktiserende læger, uddannelseslæger samt praksispersonale som sygeplejersker og bioanalytikere.

Forslaget kommer, efter København har oplevet massiv lægemangel den seneste årrække, og i efteråret 2018 var der over en længere periode ingen læger i byen, som tog imod nye patienter.

Den udvikling skal oprettelsen af de nye lægehuse gøre op med, lyder det fra overborgmester Frank Jensen (S).

»København vokser, og sammen med lægemanglen betyder det, at flere københavnere i dag ikke har en læge tæt på hjemmet. Men det er vigtigt, at alle i København har mulighed for at få en fast praktiserende læge tæt på hjemmet, uanset hvor de bor i byen. Derfor skal vi hurtigst muligt have oprettet flere lægehuse i København – og det her er det første, nødvendige skridt«, siger han.

For at finansiere de nye lægehuse søger kommunen 21,6 millioner kroner fra regeringens ‘Pulje til etablering af læge- og sundhedshuse’. Samtidig vil Københavns Kommune bidrage med 7,2 millioner kroner, der skal findes i kommunens kommende overførselssag i næste uge.

Etableringen af de tre lægehuse er en del af Københavns Kommunes strategi om at sikre lægedækning i byen.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Klik Klik: Fotografen stiller skarpt på musikstuderende

Kom til debat om #METOO og det at være ung i 2019