Østerbrogade afspærret efter det grove hjemmerøveri og drabsforsøg i slutningen af februar 2017. Arkivfoto: Steven Knap/Droto.dk
in , ,

Sur 😠 Like 👍

Dom i byretten til to gerningsmænd: Syv og fem års fængsel samt udvisning af Danmark

Onsdag har Københavns Byret idømt to mænd – Bujamin Redjepi og Ifraim Osmani – henholdsvis syv års fængsel og fem års fængsel for hjemmerøveriet mod cykelhandler Hans “Købmand” Henriksen på Østerbrogade 27. februar 2017. Begge mænd udvises desuden af Danmark for bestandigt. Det skriver Ritzaus Bureau.

LÆS MERE: Julefrokost i 00’erne kan spille nøglerolle ved bestialsk røveri mod cykelhandler

En tidlig morgen blev han slået med et koben, stukket med kniv, sparket, bundet, og der blev hoppet på hans hals, inden han var på vej ned for at åbne forretningen i samme bygning, hvor han bor. Gerningsmændene slap væk fra stedet med værdier for i alt 95.000 kroner.

Onsdag har Københavns Byret idømt to mænd – Bujamin Redjepi og Ifraim Osmani – henholdsvis syv års fængsel og fem års fængsel for hjemmerøveriet.

Bujamin Redjepi er 31 år og kommer fra Makedonien. Han dømmes for røveri af særlig grov beskaffenhed og forsøg på manddrab.

Ifraim Osmani er 46 år og har jugoslavisk baggrund. Han dømmes for røveri af særlig grov beskaffenhed, men ikke for drabsforsøg. Ifraim Osmani deltog ikke i udførelsen af røveriet og overfaldet på cykelhandleren, men transporterede Bujamin Redjepi og en tredje gerningsmand, der tidligere er dømt, til cykelhandleren adresse.

LÆS OGSÅ: Gerningsmand til cykelhandler-røveri udleveres til Danmark

Ifraim Osmani udstyrede desuden sine medgerningsmænd med et koben, en snor og en kniv forud for røveriet. Røveriet skete på hans foranledning, skriver Ritzau.

I fjor blev den tredje gerningsmand – albaneren Amarildo Cani – idømt syv års fængsel og udvist af Danmark.

Hans “Købmand” Henriksen overlevde nærmest mirakuløst overfaldet, men han har stærke men efter røveriet to år senere.

Da gerningsmændene havde frarøvet offeret kontanter, smykker, ure og elektronik for i alt 95.000 kroner, efterlod de cykelhandleren bundet, bevidstløs og i livsfare.

Bujamin Redjepi modtog sin dom, mens Ifraim Osmani valgte at anke afgørelsen fra Københavns Byret.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Alment byggeri på Dortheavej nomineret til bygningspræmiering

Sidste chance for drop in-bryllup