Skal du være med til Bluesdans i Valby Kulturhus hver torsdag. Pr-foto: Allan Johansen

Bluesdanserne flytter ind i Valby Kulturhus

VILD MED BLUESDANS. Nu kan du lære at danse bluesdans i Café Incita i Valby Kulturhus hver torsdag aften.

VÆR MED: Der er skruet op for bluesmusikken, når foreningen Blues Dancing CPH flytter ind i Café Incita i Valby Kulturhus og byder valbygenserne op til dans hver torsdag.

Bluesdansen har sine rødder i det afroamerikanske miljø i USA, hvor man mødtes efter en lang arbejdsdag for at slappe af, spille musik og danse med hinanden – i røgfyldte juke joints efter slavefrigørelsen, og til de såkaldte rent parties, hvor folk åbnede deres døre, bryggede gin i badekarret og lagde hus til fester for at skaffe penge til huslejen.

Dansen opstod sideløbende med bluesmusikkens udvikling og kan danses både til toner fra blues-legender såsom Howlin’ Wolf, Nina Simone, B. B. King og Etta James, og til mere moderne bluesmusik.

Bluesdans er for alle

Har du aldrig svunget stængerne i en bluesdans, så fortvivl ikke, det kræver nemlig ikke noget forhåndskundskab at danse med. Nybegyndere kan nemlig lære, hvordan man danser bluesdans på torsdage i ulige uger, hvor der er indviteres til de såkaldte ’drop-in timer’ fra klokken 19-20 i Café Incita.

Undervisningen er åben for alle, og det er ikke nødvendigt at have en partner med – man kommer bare, som man er.

»Vi er rigtig glade for at kunne invitere til dans hver uge i Café Incita i Valby Kulturhus. Caféen er en rigtig hyggelig ramme for dansen, og vi ser meget frem til at samarbejde med Valby Kulturhus om en række bluesdansearrangementer i fremtiden,« fortæller forkvinde for Blues Dancing CPH, Lise Groth Hede i en pressemeddelelse.

Skulle man ende med at blive bidt af bluesdansen, tilbyder Blues Dancing CPH også regelmæssig undervisning for de mere erfarne dansere.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Elløbehjul kan ende i ‘et sandt kaos’: Måske ligger løsningen i Aarhus

Ungdommens kunst: Fremtiden er landet