Landstrøm til krydstogtsskibe - som ikke skal udlede skadelige partikler, når de er i havn - er højt på den politiske dagsorden, dog ikke på Langelinie, hvor der bor folk tæt på, men på Oceankaj i Nordhavn. Arkivfoto: Michael Paldan
in ,

Sur 😠 Like 👍

Landstrøm til skibe er på vej – bare ikke lige hvor folk bor

Overborgmester Frank Jensen (S) vil hurtigt i gang med et strømanlæg til krydstogtsskibe i Nordhavn. Langelinie må vente.

KAJ: Der har været talt om det i åresvis:

Krydstogtsskibe skal kunne koble sig på strømanlæg, der kan holde store både i gang, når de lægger til kaj i stedet for at sende skadelige partikler ind over byen.

Nu melder overborgmester Frank Jensen (S), at der skal etableres et landstrømanlæg på krydstogtskajen på Oceankaj i Nordhavn, som skal stå færdig i 2021.

»Det er en hovedprioritet, at vi vil luftforureningen til livs. Derfor skal der stilles til et landstrømsanlæg til rådighed,« siger han.

Det er havnen selv Copenhagen Malmö Port, og ikke kommunen, som skal opføre anlægget, men Frank Jensen foreslår, at Københavns Kommune sætter penge af til planlægningen i forbindelse med overførselsforhandlingerne, som finder sted på Københavns Rådhus her i marts.

Landstrøm er effektivt

Sagen er på dagsordenen på Økonomiudvalgets møde tirsdag.

Det sker på baggrund af, at konsulentfirmaet COWI har udarbejdet en undersøgelse for kommunen om landstrøm.

Her konkluderes det, at landstrøm er det mest effektive i forhold til at reducere luftforurening fra krydstogtsskibe.

Det fastslås samtidig, at det ikke i første omgang kan lade sig gøre at etablere et landstrømsanlæg på Langelinie, hvor der modsat på Oceankaj bor folk tæt på krydstogsskibenes kaj og bliver generet af røgen tæt på.

»Ved at etablere landstrøm ved Oceankaj, vil det hjælpe hele byen og ikke bare tæt på,« siger Frank Jensen og henviser til, at COWI konkluderer, at Langelinie er for smal til at etablere et landstrømsanlæg, derfor lægges der op til at undersøge, om Langelinie kan udvides med 15 meter i løbet af nogle år. Noget som vil kræve nogle forhandlinger mellem kommunen og By & Havn.

»Det er en ommer«

Her mener Det Økologiske Råd, at kommunen ikke har fået undersøgt tingene grundigt nok.

»Det er en ommer. Det er en misforståelse, at landstrøm på Langelinie skal være på Langelinie. Der kan trækkes kabler på op til fem kilometer til et anlæg,« siger Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd og henviser til, at en leverandør af landstrømsanlæg tidligere har beskrevet det for Københavns Kommune, hvilket kommunen også tidligere har nævnt i et notat.

Det vil Frank Jensen ikke forholde sig til, da han henviser til COWIs undersøgelse.

»Vi har fået det gennemarbejdet af COWI, og så må andre synspunkter komme på banen,« siger overborgmesteren, der nævner, at Copenhagen Malmö Port vil lade skibene på Langelinie lægge til kaj så langt fra beboelsem som muligt, når der kun er et skib i havn, af hensyn til naboerne.

Oslobåde klar til strøm

Heller ikke et landstrømsanlæg ved Oslobådene indgår i den umiddelbare planlægning.

Her er den ene båd ellers ombygget til at kunne klare strøm, mens den anden er på vej til næste år. Oslo har nemlig stillet krav om, at bådene i havnen skal kunne modtage strøm.

Her er det ifølge Kåre Press-Kristensen en mere enkel sag at skabe et landstrømsanlæg, da det kun er færger af samme type, som skal benytte det.

COWI-rapporten nævner, at landstrøm til Oslobåden kræver en særskilte forhandlinger mellem havnen, kommunen og DFDS, som sejler med Oslobåden.

Det Økologiske Råd beskrev i en undersøgelse i efteråret 2017, som delvist var finansieret af Østerbro Lokaludvalg, hvordan forureningen på Langelinie på sommerdage med østenvind er værre end ved H.C. Andersens Boulevard.

I Østerbro Lokaludvalg glæder formand Allan Marouf siger over, at overborgmesteren nu vil i gang, men han savner handling for beboerne på Langelinie og dem, som bor tæt på Oslobåden.

»Beboerne her kan ikke bruge til noget, at man bliver ved med at lave undersøgelser,« siger han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Trafikinfo: Vejarbejde og omlægning af 9A på Gammel Kongevej frem til 28. juni

VINKONGE PÅ NØRREBRO: »Jeg ville eje hele København«