Historikeren Torben Svendrup og billedkunstneren Martin Bigum samtaler på Jazzhus Montmartre på søndag. PR-foto
in ,

Søndag på Montmartre: Jazz og videnskab smelter sammen i kunstnerisk samtale

En billedkunstner og en historiker taler om dét at være menneske – akkompagneret af filmisk jazzmusik. Det er søndag på Jazzhus Montmartre.

Du kender blandt andet billedkunstneren Martin Bigum fra Kunstquiz på DRK. Måske har du set historikeren Torben Svendrup dykke ned i historiske mord sammen med Peter Kær samme sted.

I så fald ved du, at der er tale om to mennesker, der er overordentligt godt begavede og begge har ordet i deres magt.

Derfor er der lagt op til en interessant søndag kl. 15, hvor de to personligheder deltager i Stereolog på Jazzhus Montmartre.

»Publikum inviteres ind i et videnskabeligt og kunstnerisk eksperiment, hvor det undersøges om musikkens stemningsmæssige og unikke kvaliteter kan få videnskabsfolk til at se deres fagområder fra nye vinkler, mens det også er hensigten at give tilskueren en oplevelse af, at dialog og musik flyder sammen,« fortæller Montmartre om arrangementet, der er det andet af slagsen.

Hvor den første Stereolog-koncert kredsede om emnet ’Ånd og Struktur’ er overskriften denne gang ’Billedligt talt’.

Inderlig samtale

Tao Højgaard aka Mute State har inviteret Torben Svendrup og Martin Bigum med på scenen på Jazzhus Montmartre. De to skal tale inderligt og ærligt med hinanden om dét at være menneske over tid og rum, med udgangspunkt i kunst og kultur – alt sammen akkompagneret af Tao Højgaard og Kristor Brødsgaards filmiske jazzmusik.

Torben Svendrup har skrevet mere end 30 bøger om kultur- og mentalitetshistorie og formår med sin store indsigt og farverige kilder at tilføre iagttagerne ny viden, som de ikke vidste, at de behøvede.

Ligeledes er multikunstner Martin Bigum kendt for at have evnen til at tage sit publikum med ind i et fascinerende drømmeunivers i form af dynamiske værker, der er fulde af fortolkningsmuligheder.

Stereolog. Jazzhus Montmartre. Søndag 17. marts kl. 15.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Børnelitteratur: Sydhavnen bibliotek byder op til boglig festival

CPH:DOX kommer for første gang til Vanløse