Peter Grønlund har skrevet flere bøger om subkulturer og bogen Fængselsliv fra statsfængslet Vridsløsselille. Nu har han skrevet 14 skæbnefortællinger fra danske fængsler, der dimenterer myten om at det er en badeferie at være i fængsel i Danmark. Foto: Martin Sørensen
in ,

Like 👍

Forfatterens barndomsven blev morder: Ny fængslende bog af Peter Grønlund

Forfatter Peter Grønlund har skrevet bogen ‘Der hvor solen aldrig skinner’, der er en række sande krimihistorier fra danske fængsler. En af skæbnefortællingerne om forfatterens egen barndomsven, der blev morder

I 5. klasse var Stefan og Peter de bedste venner i folkeskolen i Aabenraa. Men nogle år efter skiltes deres veje – Stefan fik som 12-årig at vide, at den far, som han troede var hans far, ikke var det alligevel. Det ændrede alt, og han blev småkriminel, og Stefan og Peters veje skiltes. Senere flyttede Stefan til Aarhus, og da Peter en dag læste en historie i Ekstra Bladet om en mand, der var havde skudt en mand i hovedet, vidste han med det samme, at det var hans gamle barndomsven Stefan.

’Narko-mafiaen i Danmark: LIKVIDERET’ stod der med store typer på forsiden af Ekstra Bladet i januar 1989 om sagen, hvor en ung mand havde skudt en anden mand i hovedet med et oversavet jagtgevær.

»Da jeg læste, at ham, der skød, var en ung mand, der var flyttet fra Aabenraa til Aarhus, vidste jeg bare, at det var Stefan,« fortæller Peter Grønlund.

Han er forfatter til en række bøger om subkulturer og har en stor viden inden for graffiti og andre undergrundsmiljøer og har selv været aktiv graffitimaler, da han var ung. Han har tidligere skrevet bogen Fængelsliv om statsfængslet Vridsløsselille. Og for et år siden fik han ideen til at skrive sande krimihistorier fra danske fængsler og kontaktede nogle, han vidste, havde afsonet dom i et dansk fængsel. Blandt andre den tidligere ven Stefan.

»Da jeg havde mødt ham og talt med ham, vidste jeg, at skulle skrive den bog. Hans historie er den, der har gjort mest indtryk på mig, også fordi jeg var venner med ham i folkeskolen,« fortæller Peter Grønlund.

Mødte Nedim Yasar

Historien om Stefan er en af de 14 skæbnehistorier om danske kriminelle, der har afsonet dom i et dansk fængsel. Historierne er baseret på interview med tidligere indsatte. ’Der hvor solen aldrig skinner’ er samtidig historien om at være i fængsel, og hvordan man ender med at blive kriminel eller i værste fald selv blive skudt, som det skete i november 2018 for Nedim Yasar – det tidligere bandemedlem, der siden blev radiovært på Radio 24syv.

»Jeg havde aftalt et frokostinterview i Lyngby, og vi talte sammen i to timer, hvor han fortalte, at han var truet, men at han var begyndt at tage det mere roligt og ikke være så bange for det. Tre måneder efter, jeg havde mødt ham, blev han skudt. Det var jeg ret chokeret over. Jeg talte med nogle af de andre medvirkende i bogen, og de syntes, at jeg skulle bringe det, fordi det måske også kunne få unge til at holde sig fra bandemiljøer. Der vil altid være et regnskab, hvis man er i bad-standing, og det blev Nedims skæbne,« fortæller Peter Grønlund..

Han har ikke skrevet bogen for, at man skal have sympati med de kriminelle eller synes det er synd for dem, at de skal sidde i fængsel.

»Jeg ville gerne skrive true crime, altså rigtige krimihistorier, og samtidig fortælle om en side af samfundet som de færreste kender. Der er mange myter om fængsler, at det er en feriekoloni, og det er det bestemt ikke. Stefan var i isolation i 16 måneder, og han fortalte, at han gik op og ned ad gulvet flere gange om dagen, og da han i et spejl så sit eget spejlbillede, hilste han på sig selv. Han vidste jo godt, at han var ved at blive skør, men som han sagde, så havde han kontakt med et menneske,« fortæller Peter Grønlund.

Nostalgisk pladespiller

Han er 48 år, gift med Pernille og sammen har de Anton på 14 år og Mille på 16 år. De bor på Egholmvej, og når børnene er i skole og konen på arbejde, sætter Peter Grønlund pladespilleren i gang så han kan få energi til at skrive.

»Jeg elsker min pladespiller. Da vi boede på A. F. Beyers Vej (i en mindre lejlighed, red.) var mine gamle LPer gemt væk. Men da vi flyttede til en større lejlighed for nogle år siden, gik jeg ud og købte en fin pladespiller og nogle højtalere. Mærket er ikke så afgørende – det er vigtigt for mig at kunne høre de plader igen. Ren nostalgi. Og så skal man rejse sig efter tyve minutter for at vende pladen. Det kan jeg godt lide.«

Der hvor solen aldrig skinner af Peter Grønlund er udkommet på forlaget Momenta.

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Forelskede sig i Frederiksberg som barn

Kulturborgmester kræver ligestilling på byens museer og spillesteder