Borgmester Jørgen Glenthøj har i dag meddelt, at han stopper som borgmester på Frederiksberg. Arkivfoto: Dan Møller
in

Haha 😆

Glenthøj: Der er en særlig frederiksbergsk ordentlighed

105.037 frederiksbergere har Jørgen Robert Glenthøj (K) været borgmester for i ti år, indtil han torsdag 14, marts meldte ud, at han går af som borgmester og overlader stafetten til den unge komet Simon Aggesen, der har været kronprins for Konservative på Frederiksberg.

Der er ingen tvivl om at Jørgen Glenthøj har stor kærlighed til Frederiksberg, hvor han er født og opvokset.

LÆS OGSÅ PORTRÆT AF JØRGEN GLENTHØJ: Et stykke med kærlighed til FREDERIKSBERG

Han siger nu i et kort mailinterview med Frederiksberg Bladet, at han vil savne borgerne og byen, men glæder sig over at han fortsætter som medlem i kommunalbestyrelsen perioden ud.

Han er beskeden af natur og direkte adspurgt om hvad han er mest stolt af, undviger han og vil ikke fremhæve noget, idet han ikke bruger ordet stolt. Lidt får vi da:

“Jeg er utrolig glad for at have bidraget til endnu stærkere økonomi, en endnu grønnere og veldrevet by – med tilfredse borgere. Det er en balance at passe på og bevare alt det gode ved Frederiksberg, samtidig med at vi udvikler byen,” siger Jørgen Glenthøj til Frederiksberg Bladet.

Du har været borgmester i 10 år på Frederiksberg – hvad har været det sjoveste du har været med til?
“Det er måske det politiske liv. Vi har tradition for et godt og konstruktivt samarbejde i kommunalbestyrelsen, og det har vi faktisk altid haft. Vi kan være uenige. Men det politiske liv på Frederiksberg er præget af god tone og  en særlig  ‘frederiksbergsk’ ordentlighed. Og jeg kan slet ikke tælle alle de mange sjove oplevelser og gode grin, vi har haft sammen.”

Hvad har ærgret dig som borgmester – hvilke sager har givet søvnløse nætter?
“Det ligger ikke til mig at ærgre mig. Så det er sjældent, jeg har haft søvnløse nætter, fordi jeg har ligget og ærgret mig. Men som borgmester og forhandlingsleder skal man have mange ender til at mødes – især når man hele tiden bestræber sig på så brede forlig som overhovedet muligt. Så de få søvnløse nætter, jeg har haft, har ofte drejet sig om, hvordan jeg kunne få noget, der lignede en politisk gordisk knude, til at løsnes.”

Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg skal mandag aften officielt beslutte indstillingen af Simon Aggesen som ny borgmester og Jørgen Glenthøjs afgang.

Jørgen Glenthøj er 64 år og har i godt 30 år været gift med Jeanett. Parret har en voksen datter.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

47 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Flere P-pladser i Indre By

Kommende borgmester: »Et generationsskifte – ikke et systemskifte«