in ,

Guide: Teater, musik og revy i weekenden

I denne weekend er der rig mulighed for at få sine kulturelle lyster stillet, hvad enten man er til seriøse teaterstykker, musik og historier for de mindste eller revy og fuldemandsjokes. Her får du en guide til weekendens kulturoplevelser.

Teaterøen: Macbeth

Mange kender til historien om parret, der gør sig til kongemordere, bliver for begærlige og til sidst går til i dårlig samvittighed. Disse temaer bliver endnu engang taget op, når Macbeth fremføres på Teaterøen af Asterions Hus, William Wains Gade 11.

Der er dog langt fra tale om den klassiske fremstilling af teaterstykket. Publikum vil nemlig opleve, at stykket bliver legende og sansende. Asterions Hus’ triologi om kærlig har indeholdt Robin Hood og Romeo & Julie, og nu er det altså blevet tid til fortællingen om kærlighed og menneskelig moral.

Stykket opføres i perioden fra 12.-23. marts. På tirsdage vil der være gratis talks relateret til teaterstykket. På onsdage opføres stykket på engelsk. Og torsdage og fredage kan man tilkøbe et Macbeth-måltid for 100 kr.

Tårnby: Beat og brøl i Monsterland

Lørdag 16. marts klokken 11.00 er der musikalsk underholdning med monstersange og gruopvækkende historier for de 3-8-årige på Tårnby Hovedbibliotek, Kamillevej 10.

’Beat og Brøl i Monsterland’ er en sjov musikforestilling, hvor de to dukker, pigen Beat og drengen Brøl, undersøger forskellige monstre på deres rejse rundt i Monsterland. De to seje dukker viser sig at være meget bange for monstre. Vi møder blandt andet monstret under sengen og monstret, der lever af at spise nullermænd.

Billetter til 20 kroner kan købes online på www.taarnbybib.dk, eller på bibliotekerne i kommunen.

Sundbyøster: Amager Revyen

Det er næsten blevet en naturlov (med Tivolirevyen som en nylig undtagelse), at revy er noget, der foregår uden for hovedstaden. I København har standup comedy til gengæld klaret sig bedre.

Men nu vover revytraditionen sig indenfor i København S med den nystiftede Amager Revyen, som i fredags havde premiere hos Teater Play på Strandlodsvej.

Fire skuespillere fra Dragør Revy – Dorte Munksgaard, Birgit Kjersner, Morten Bo og Birgitte Nielsen – sprang sidste år ud med planer om en helt ny revy lidt nordligere på øen. Siden er skuespillerne på scenen udvidet med Anders Anderskov og Jeanett Rytter.

Hold fast i Anderskov

Instruktør Jakob Fauerby har sammen med dem skruet en tempofyldt revy sammen med ikke færre end 27 numre – nogle af dem ultrakorte. Og over halvdelen af numrene er hjemmegjorte – det vil sige skrevet enten af skuespillerne, instruktøren eller et af revyens bestyrelsesmedlemmer.

Er det sjovt? Ja! Revyen behandler en stribe genkendelige dagligdagsproblemer, hvor man glor lige ind i spejlbilledet af sig selv, eller nogen man kender – og det er sjovt:

Overforbrug af sociale medier og selfies, de evindelige tests i skolen, krænkelseskultur og allergihensyn i børneinstitutionen, for at nævne et par stykker.

Og kan man lide humor under bæltestedet, bliver man heller ikke snydt, det kan flere numre leve op til.

Det er som om, at revyen får lige et gear ekstra i tre numre skrevet af Anders Anderskov, hvor han også selv er på scenen – hold fast i ham!

Min favorit var ’En truet art’, hvor en naturtype med sokker i sandalerne undersøger invasive arter på Amager Fælled – for eksempel siliconecikaden og Fremad Amager-råberen, minsandten. Mens resten af revyens numre kunne spilles hvor som helst, er der virkelig Amager-kolorit på her.

Fiffige overlap

Skuespiller Thomas Findval Sølvskov sidder i den nye revys bestyrelse, og han har skruet en lille genialitet sammen i teksten ’Daten’, hvor Morten Bo og Anders Anderskov tager en snak over grillen om de dates, de har været på med Birgitte Nielsen og Dorte Munksgaard – og vice versa. En skøn demonstration af, hvor forskelligt, man kan opleve samme situation.

Revyen gør brug af en fiffig overlapning, hvor personer fra en tidligere gag vender tilbage, midt i et andet nummer.

Det kunne sagtens gå grueligt galt og forstyrre sammenhængen, men det går rent ind.

Stakkels Birgitte Nielsen, der så gerne vil have sin store solo, vender også tilbage flere gange, og det samme gør Bir-git Kjersners stramtandede diktatlærerinde med et meget pudsigt valg af ord, der skal staves. »Der er hun igen,« tænker man forventningsfuldt.

Stærkt, rutineret hold

Amager Revyen er drevet på amatørbasis, og selvfølgelig er den tekniske produktion ikke fuldt ud på højde med de store, danske revyer.

Men man skal ikke tage fejl af, at holdet bag godt ved, hvad de laver. (Artiklen fortsætter under billedet).

Instruktør Jakob Fauerby er en del af den Reumert-nominerede satiretrio Platt-Form og har i flere år skrevet tekster til DragsholmRevyen, som han instruerede sidste år.

Alle skuespillere har stået på en scene før, mange i adskillige år, og Dorte Munksgaard har optrådt i eller ledet revy i årtier.

Hele holdet kan deres kram og deres tekster og akkompagneres dygtigt på keyboards eller harmonika af Martin Bennebo.

Så tag trygt til Strandlodsvej og få grineren på i den danske revytradition.

Amager Revyen spiller på Teater Play, Strandlodsvej 7
Der er 15 forestillinger i perioden 13. marts-13. april
Billetter på www.teaterplay.dk
Amager Revyen er en nystiftet amatørrevy, der i år opføres for første gang. Læs mere på www.amagerrevyen.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Nu er det tid til kulturnat i børnehøjde

Guide: Kunst med blyant og tusch