Amager Fælled er blandt de områder, hvor unge arbejdsløse i arbejdshold står for naturplejen. En beskæftigelsesindsats der efterhånden har overtaget arbejdet fra kommunens egne ansatte, mener fællestillidsmand. Arkivfoto: Michael Paldan
in , , , , , ,

Sur 😠

Tillidsfolk advarer:Arbejdsløse udfører naturpleje på bekostning af kommunens folk

På trods af manglende opbakning fra kommunens egne ansatte har Det regionale Arbejdsmarkedsråd givet kommunens nytteindsats med unge i arbejdshold to års dispensation fra rimelighedskravet.

BESKÆFTIGELSE: De næste to år kan man fortsat se grupper af unge arbejdsløse bekæmpe invasive arter som bjørneklo og udføre anden naturpleje på Amager Fælled, i Valbyparken og Vestvolden ved Utterslev Mose.

Det er gjort muligt med en dispensation fra Det regionale Arbejdsmarkedsråd, RAR, men det sker ikke med de kommunalt ansatte naturplejeres velsignelse.

LÆS OGSÅ: Spareleen truer byens vilde natur

»Det er Teknik- og Miljøforvaltningens, TMFs, arbejdsplads og det er vores arbejde de udfører,« siger Claus Bülow, der er fællestillidsrepræsentant i TMF og repræsenterer de ordinært ansatte i kommunen.

Nytteindsats

De unge er sendt på nyttejob af Jobcenterets Ungecenter som er en del af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, og som står bag ansøgningen om dispensation.

»Jeg er glad på både københavnernes og naturens vegne for, at vi har fået dispensationen. For nu kan vi uhindret videreføre kampen for den originale danske natur og muligheden for at bruge nyttejob som en aktiv indsats for at få flere ledige i job eller uddannelse,« siger beskæftigelses-og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Naturpleje og lediges nyttejob reddet på kort sigt

Dispensationen er nødvendig, fordi ordningen med nyttejob ikke overholder lovgivningens rimelighedskrav, der betyder, at der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte med tilskud og de rigtigt ansatte på den enkelte arbejdsplads.

Flere problemer

Men rimelighedskravet er ikke det eneste krav, som ordningen ikke opfylder, mener fællestillidsmanden.

»Ifølge lovgivningen må nytteindsatsen ikke tage arbejdet fra andre. Men det her er arbejde, vi tidligere har udført og til dels stadigvæk gør. På grund af de begrænsede ressourcer, som politikerne tildeler os, så sker der selvfølgelig en prioritering af arbejdsopgaverne i forvaltningen. Og i løbet af de seneste år er naturplejen på områderne blevet nedprioriteret, og folk er blevet trukket væk, hvilket har ført til misvedligeholdelse. Det er sket langsigtet – bevidst eller ubevidst, det ved jeg ikke. Men det er nok ikke noget, der kunne ske på Strøget eller i Kongens Have,« siger Claus Bülow.

Skeptisk over for RAR

TMFs fællestillidsrepræsentanter har gjort opmærksom på deres manglende opbakning i høringssvaret til ansøgningen om dispensationen, hvor de kalder det; ’en glidebane hvor man sparer ordinære stillinger væk, for derefter at oprette nytteindsats i de nedprioriterede områder.’

Derfor forbavser det Claus Bülow, at RAR har givet dispensationen. Lovgivningen kræver ellers opbakning hele vejen rundt, mener han, og peger på, at sammensætningen af rådets sagsudvalg kan være et problem, når uenigheder bliver afgjort ved afstemning.

»Det kan vel ikke være rigtigt at loven bliver fortolket med en afstemning,« siger han.

Sagsudvalget er sammensat at to repræsentanter fra Dansk arbejdsgiverforening, to repræsentanter fra kommunerne, altså medarbejdernes arbejdsgivere, og to fra LO.

Nyttige indsatser

Claus Bülow understreger, at medarbejderne ikke har noget imod de almindelige ordninger i beskæftigelsesindsatsen.

»Vi har allerede forpligtelser i TMF til at medvirke til beskæftigelsesindsatsen ved for eksempel at have ledige i nyttejob, virksomhedspraktik eller ansat i løntilskud. Det giver dem en mulighed for at være tæt på vores virksomhed og mulighed for at få foden indenfor. Men så lægger vi samtidig arbejdsområde til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens nytteindsats over for en gruppe af unge, i arbejdshold uden rettigheder,« påpeger han.

»Og hvis kommunen er forpligtet til at bekæmpe fremmed natur, så er politikerne vel også forpligtet til at give penge til bekæmpelsen.«

Slagkraft

Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren peger i sin pressemeddelelse på, at tillidsrepræsentanter i Teknik-og Miljøforvaltningen tidligere har bakket op om dispensationen til nytteindsatsen på deres område.

Det forklarer Claus Bülow med, at tillidsfolkene ikke har været klar over, at de havde mulighed for at sige fra.

»Vi har ikke tidligere i vores organisation haft den viden om lovgivningen og den gennemslagskraft, som vi har nu. Derfor er det også tid til at udfordre ordningen nu. Det er jo vores arbejde,« slutter han i erkendelse af, at dispensationen er givet, men at der er en ny kamp at kæmpe om to år, når dispensationen udløber.

Dispensationen gælder for i alt 60 nyttearbejdspladser de førnævnte steder.

Artiklen, der første gang blev bragt på Minby.dk 7. marts 2019, er en ny version med enkelte rettelser.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Frank S. Pedersen

Om journalisten Frank S. Pedersen

Freelance journalist på Hovedstadens Mediehus med fokus på Valby/Kgs Enghave og Nørrebro/Nordvest.

Allégade: Søstersanatoriet er en bid af himlen

Se videoen: Fabian har fyldt lejligheden med varer fra supermarkeders skraldespande