Jacob Anderskov spiller improvisationsjazz sammen med Anders ¿AC¿ Christensen og Jakob Høyer på Jazzhus Montmartre på tirsdag. Arkivfoto: Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Improvisationsjazzen får et kunstnerisk frirum

Tirsdagene på Jazzhus Montmartre er i foråret reserveret til ny og original improvisationsmusik, der trækker tråde til Montmartres storhedstid. Koncert i aften.

Musiker- og komponistsammenslutningen ILK (Independent Label of København) og Jazzhus Montmartre samarbejder i foråret om at præsentere ny og original jazz- og improvisationsmusik.

Koncertrækken går under navnet ’ILK Sessions at Jazzhus Montmartre’ og gemmer på en mængde unikke konstellationer – på tværs af generationer og landegrænser – sammensat specielt til lejligheden.

Jazzhus Montmartre husede i 1960’erne og -70’erne legendariske jazzmusikere. Heriblandt nogle af de største navne inden for improvisationsjazzen som Cecil Taylor, Albert Ayler, Don Cherry, Archie Shepp og Keith Jarrett. ILK repræsenterer den danske scene for improvisationsmusik i dag.

»Vi ønsker at vise et alsidigt udpluk af vores kunstneriske output og rette fokus på selve den udøvende og skabende proces, som den udfolder sig i nuet. Vi ser også en historisk linje tilbage til de ’gamle Montmartre-dage’, hvor der var plads til endog særdeles eksperimenterende og banebrydende jazzkunstnere som Albert Ayler og Cecil Taylor. Det er den rummelighed, vi gerne vil genetablere, og dermed yderligere forstærke klubbens kunstneriske profil«, siger Label Manager, Diana Uh i en pressemeddelelse.

Udvider horisonten

ILK og Jazzhus Montmartre har sammen ambitioner om at udvide den musikalske horisont, netop som de amerikanske jazzmusikere gjorde det, da de stod på Montmartres scene i 60’erne og 70’erne. Det er derfor et unikt og historisk samarbejde, når de eksperimenterende musikere inviteres inden for hos Jazzhus Montmartre.

Som noget gennemgående for alle ILK’s optrædener, og som noget helt usædvanligt på Jazzhus Montmartre, præsenteres to acts på samme aften, så publikum vil have mulighed for at opleve hele to unikke ILK-konstellationer på én aften, endda med besøg fra internationale profiler.

De forskellige konstellationer glæder sig alle til at spille i det gamle jazzhus og til at stå på samme scene som nogle af free jazzens fædre. Sture Ericson skal optræde med sin trio 26. marts og siger:

»Vores pianist Pat Thomas glæder sig som et barn til at få lov til at spille på den scene hvor legendariske plader blev indspillet med musikere som Cecil Taylor, Albert Ayler og Don Cherry. Montmartre er et legendarisk spillested.«

Spændende musik i vente

De første to koncerter i koncertrækken har fundet sted, men der er masser af spændende musik i vente ved koncerterne, der ligger om tirsdagen.

Tirsdag 12. marts kl. 20 leverer Evan Parker, Mark Solborg og Peter Bruun første set, mens Jacob Anderskov, Anders ’AC’ Christensen og Jakob Høyer spiller efter pausen.

Se mere på Montmartres hjemmeside HER

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Nyt initiativ: Kulturnat for børn på vej

For børn: Beat og brøl i Monsterland