4. april lander de to kinesiske pandaer Xing Er (tv) og Mao Sun (th), og når kalenderen skriver 11. april kan offentligheden for første gang møde de to sorthvide bjørne. Pr-foto: Zhang Zhihe
in , , ,

Elsker 😍

Familieforøgelse i Zoo: Nu kommer pandaerne snart

Flere års forberedelser i Zoo når sit endelige mål 4. april, når de to kinesiske pandaer Mao Sun og Xing Er lander i Københavns Lufthavn, hvor de vil få en formidabel velkomst.

Den første uge på dansk jord vil det dog kun være Zoo’s personale, der har adgang til de to sorthvide bamser, som lige skal have lov til at falde til i deres spritnye pandaanlæg.

De to åbninger

Når kalenderen skriver 10. april og klokken slår 18.30, er det så tid til, at åbne det nye pandaanlæg officielt. Til at stå for åbningen kommer selveste Hendes Kongelige Højhed Dronningen og Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, der også netop er blevet udnævnt til Zoos nye protektor. Denne officielle åbning er kun for særligt inviterede og tæller udover de kongelige også statsminister Lars Løkke Rasmussen og flere repræsentanter fra Kina. I den forbindelse lanceres også det fælles dansk-kinesiske pandaforskningsprojekt, hvis officielle betegnelse er Sino-Denmark Giant Panda joint research cooperation.

11. april klokken 9.00 er det så blevet hele Danmarks tur til at møde de to pandaer, når Hendes Kongelige Højhed  Kronprinsessen vender tilbage til Zoo og deltager i den offentlige åbning af pandaanlægget.

En historisk begivenhed

Administrerende direktør i Zoologisk Have, Jørgen Nielsen, har sammen med resten af ZOO længe set frem til en af de største begivenheder i ZOOs 160-årige historie:

»Vi har bygget og udviklet og i det hele taget forbedret Haven og gæsteoplevelsen markant de sidste 18 måneder, og det kommer vores gæster til at nyde godt af fra den 11. april og i mange år frem. Vi har udviklet nye restaurantkoncepter, forbedret mad- og serviceniveauet i hele Haven og hyret en topkok som køkkenchef. Takket være bidrag fra 16 store danske virksomheder har vi sideløbende bygget et state of the art pandaanlæg, der kommer til at tegne Danmarks profil internationalt mange år fremover. Vi har haft dyrepassere, zoologer og dyrlæger på uddannelsesophold i Kina og været i tæt dialog med kinesiske fagfolk siden 2010. Og vi har ikke mindst en hel plantage på Sydsjælland med struttende frisk bambus. Så jeg tør godt sige: vi er klar til at tage imod vores nyeste beboere, for det her bliver i ordets oprindelige forstand en historisk begivenhed,« siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

»De to pandaer er en statsgave til Hendes Majestæt Dronningen, og vi er naturligvis meget beærede over, at Zoologisk Have København skal huse bjørnene. Men helt i Kongehusets ånd er det samtidig vigtigt, at pandaerne bliver hele Danmarks pandaer. Derfor bliver det også spændende, når champagnen er boblet af, og vi og vores gæster for alvor skal lære de to pandaer at kende. For der venter os mange gode, sjove og lærerige oplevelser i mødet med de to bjørne – og det ved jeg, at både vi og vores gæster ser meget frem til.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Skolen på Nyelandsvej genvandt sit københavnsmesterskab

Ro på i nattelivet: Nu kommer tyssemændene på gaden