Foto: Café Ilik

Ny café for udsatte unge grønlændere

Åbning: For nylig slog Det Grønlandske Hus dørene op for et nyt mødested, en café i København. Café Ilik er et tilbud til unge grønlændere i København i alderen 18-30 år.

Cafeen, der holder åbent hver mandag og onsdag klokken 16-21, tilbyder – foruden hygge og samvær – også et gratis måltid mad, rådgivning på både dansk og grønlandsk samt wifi og strøm til mobilen.

Cafeen holder til på Emblasgade 175 hos KBH+, der er et socialt tilbud for unge i København, som drives af AskovFonden. Café Ilik er en del af mentorprojektet Ilik, som Det Grønlandske Hus har drevet siden 2012.

Det Grønlandske Hus har igennem længere tid haft fokus rettet mod unge udsatte grønlændere i København. Her har man iagttaget, at der kommer flere og flere grønlandske unge til København, som har svært ved at finde fodfæste i det danske samfund. De havner meget tidligt i et udsatte-miljø, som de har svært ved at komme væk fra. Derfor er det vigtigt at skabe et alternativ til situationen, som den er nu, med en tidlig indsats samt ved at tilbyde dem et trygt sted at mødes.

Til at drive caféen og stå for den opsøgende indsats har Det Grønlandske Hus ansat Ivalu Lund, som er uddannet socialrådgiver. Hun skal være med til at skabe et sted, hvor man bliver mødt uden fordomme og tårnhøje forventninger, men også et sted, hvor man bliver lyttet til og har mulighed for at opsøge hjælp.

Ilik har hidtil fungeret som en mentorordning, hvor grønlændere kunne henvende sig og få tilknyttet en mentor til at hjælpe dem med at finde fodfæste i Danmark. Den del af projektet fortsætter, men nu med fokus rettet først og fremmest mod målgruppen af unge i alderen 18-30. nmb

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

For børn: Beat og brøl i Monsterland

Genåbnet: Fremtidens Amager Bio er landet