På Strøget inkl. Gammeltorv/Nytorv samt Amagertorv og Højbro Plads er det tilladt at spille musik mandag-fredag kl. 17-20 og lørdag-søndag kl. 14-17. I den øvrige del af byen er det tilladt mandag-torsdag kl. 16-20, fredag kl. 15-20, lørdag kl. 10-17 og søndag kl. 12-17. På Rådhuspladsen og på Kgs. Nytorv er det tilladt at spille musik alle ugens dage kl. 7-22. Arkivfoto: Lars Hansen/Ritzau/Scanpix

Like 👍

Lokaludvalg: Få styr på gademusikanterne

Beboere og erhvervsdrivende klager over gademusikanter på Kultorvet og i Købmagergade. Lokaludvalgsformand vil forbyde musik på strøggaderne for at gøre det nemmere for politiet at håndhæve reglerne.

I takt med at forårssolen titter frem, rykker også flere gademusikanter ud i bybilledet. Til glæde for nogle, men til gene for andre.

Indre By Lokaludvalg har modtaget flere henvendelser fra beboere og erhvervsdrivende i Indre By som føler sig generet af musik fra gademusikanter.

Det får nu lokaludvalgsformand Bent Lohmann til at foreslå, at politikerne simpelthen forbyder gademusik i strøggaderne.

For trods et klar regelsæt for, hvornår det er tilladt at optræde med gademusik, og at musikken ikke må genere beboere og erhvervsdrivende, oplever lokaludvalget og beboerne, at reglerne ikke bliver håndhævet fra politiets side. Det er lokaludvalgets opfattelse, at man uanset tidspunkt næsten altid kan opleve gademusikanter på Strøget.

»Reglerne på området er klare. Og derfor bør politiet også håndhæve reglerne, når ikke de overholdes, så beboere og erhvervsdrivende ikke generes i alle døgnets timer. For at gøre det ekstra enkelt, så bør politikerne forbyde gademusik i strøggaderne. Det er en regel, der vil være nem at håndhæve for poltiet,« siger Bent Lohmann.

Dagligt tilsyn

Københavns Politi kan ikke genkende lokaludvalgets billede af politiets indsats.

»Københavns Politi fører dagligt tilsyn med området omkring Strøget og i den forbindelse også med gademusikanter. Her orienterer vi løbende de optrædende om regelsættet og beder dem indstille musikken, hvis de ikke lever op til reglerne. Vi uddeler også bøder, hvis gademusikanter spiller uden for de tilladte tidsperioder,« fortæller leder af Københavns Politis nærpoliti i Indre By, Thomas Ahlburg, til City Avisen.

»Så sent som i sidste uge blev en mand sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i sådan en sag,« siger Thomas Ahlburg.

Han fortæller desuden, at Københavns Politi har en god dialog med både indbyggere og erhvervsdrivende i området omkring Strøget, og at man altid er velkommen til at kontakte Din betjent for Indre by ved aktuelle problematikker.

Forskel på strøggader

I Indre By Lokaludvalg har man for nylig modtaget henvendelser angående musik på Kultorvet og Købmagergade. Her er reglerne for gademusik ikke så restriktive som på Strøget, og det kommer bag på lokaludvalget.

»Vi er overrast over, at reglerne for at spille gademusik på Strøget og i Købmagergade ikke er ens. Reglerne for de to strøggader bør være fuldstændig ens,« siger Bent Lohmann.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Foredrag om følelser i TUBA

Rens vintermånederne væk i Sofiebadet