Pr-foto: Valby Lokaludvalg

Borgere diskuterede Grønttorvets nye skole

SKOLEDEBAT. I 2026 skal en ny skole stå klar ved Torveporten i Valby, og i sidste uge blev scenarierne bag den kommende skole præsenteret og ivrigt diskuteret, da op mod 100 mennesker fandt vej til borgermøde på Grønttorvet.

BORGERMØDE: At en nybygget skole skal slå dørene op på plænen ved Torveporten i 2026 er blevet besluttet. Hvilken slags skole det skal være, og hvordan den skal spille sammen med Valbys øvrige skoler er dog stadig til debat.

Derfor inviterede Valby Lokaludvalg, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Områdefornyelse Folehavekvarteret og Kultur- og Fritidsforvaltningen i sidste uge til et borgmøde i de rå omgivelser i Grønttorvets sidste gamle lagerrum. Borgermødet var tænkt som en del af en større inddragelse af lokalområdet, og det var da også et veloplagt publikum, der talstærkt troppede op for at diskuterede behovene for en ny skole.

Lokale ønsker til skolen

Børne- og Ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) bød velkommen, hvorefter Børne- og Ungdomsforvaltningen præsenterede to scenarier for den nye skole, som de havde brug for input til fra borgerne.

Under anden del af mødet stillede oplægsholderne op til diskussion med deltagerne ved fire stande fordelt i lokalet.

Ved Børne- og Ungdomsforvaltningens stand blev der flittigt samlet inspiration til, hvordan man bedst muligt kan imødese lokale behov og ønsker til den kommende skoles brug, både i og uden for skoletiden.

Ligesom der var mulighed for at få uddybende svar på spørgsmål, og komme med forslag og idéer til den kommende skole.

Her blev der interesseret spurgt ind til de forskellige modeller for skolesamarbejder, og forvaltningen fik mange specifikke opfordringer med hjem.

Sammenhæng med Valby

Valby Lokaludvalg inviterede til diskussion om den nye skoles sammenhæng med Valbys udvikling i øvrigt. Her blev der ivrigt fremlagt bekymringer over, om sikre skoleveje nu også vil blive prioriteret tilstrækkeligt, og om en broforbindelse over banen mellem FLSmidth og Grønttorvet er blevet husket.

Lokaludvalget oplyste, at de fortsat arbejder ihærdigt for en direkte cykel- og gangforbindelse mellem Grønttorvet og FLSmidth, som de har øverst på dagsordenen i forhandlingerne om overførselssagen.

Input fra borgermødet skal sammen med input fra bydelens andre skoler, områdeledere, lokaludvalget og andre interessenter danne baggrund for den beslutning om skolestrukturen, som Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til på deres møde, der finder sted 22. maj.

Herefter kommer forslaget i egentlig offentlig høring, hvorefter udvalget tager en endelig beslutning i efteråret 2019.

 

 

 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Svømmeklub: Vi kommer til at miste medlemmer, hvis vi også skal gøre rent og være vagter

Så du noget: Kristian blev påkørt af flugtbilist og efterlyser vidner